Når England og Belgien mødes i aften, er det med visheden om, at begge mandskaber allerede har sikret sig en plads i 1/8-finalen ved VM-slutrunden i Rusland.
Men det direkte opgør om gruppens førsteplads kan udvikle sig til at blive en mærkværdig affære, fordi en andenplads lader til at være mest lukrativ, hvis man kigger længere frem i slutrunden.
Andenpladsen giver nemlig en på papiret lettere vej til finalen. Vinderen af gruppen skal møde enten Colombia, Japan eller Senegal i 1/8-finalen, mens Sverige eller Schweiz venter i en kvartfinale.
Det scenarie er langt mere attraktivt end en førsteplads, for her kan man risikere at stå overfor Brasilien i en kvartfinale.
Men den snak gider Englands landstræner Gareth Southgate slet ikke høre mere om. Det siger han ifølge The Guardian.
- Vi har ikke vundet en VM-knockout-kamp siden 2006, så jeg forstår slet ikke, at vi kan sidde her og planlægge, hvilken vej til semifinalen er den bedste for os.
- Vi har ingen ide om, hvem vi skal møde, eller hvor vi skal møde dem. Vi er bare glade for at komme videre til næste runde. Vi er i gang med at bygge et hold, som alle hjemme i England kan være passionerede omkring. Et hold, der vil vinde hver eneste gang, og som udvikler sig, siger Southgate, der sætter streg under, at det unge, talentfulde kuld på det engelske landshold ikke får andet at vide end, at kun en sejr tæller.
- Vi vil vinde. Og det vil give os gruppesejren. Jeg kigger på, at vi er i gang med at udvikle en vindermentalitet, og jeg kan ikke forestille mig en situation, hvor jeg snakker med spillerne om andre muligheder. Det ville bare ikke være rigtigt i forhold til, hvad vi har forsøgt at opbygge de seneste to år.
Gareth Southgate fortæller desuden, at England har lært meget af Tysklands storhedstid de senere år.
For Englands skyld må man dog håbe, at de trods alt ikke har taget alt for meget tysk inspiration til sig. Tyskerne røg ud af VM onsdag efter et 0-2-nederlag til Sydkorea.
Den engelske landstræner udtaler da også, at tyskernes VM-exit skal fungere som en advarsel for, at det kan gå galt for selv de bedste.
Kampen om førstepladsen kan dog vise sig svær at afgøre, hvis de to hold spiller uafgjort. Begge mandskaber har en målscore på 8-2, og så er det gule kort, man kigger på. Her har England fået to, mens Belgien har fået tre. Er det score lige efter et eventuelt uafgjort resultat, så venter der lodtrækning om, hvem der bliver etter.
Det kan vise sig at blive en absurd VM-aften.
England – Belgien spilles klokken 20. Du kan naturligvis følge kampen live her på ekstrabladet.dk
Tag den store VM-quiz her
Fransk landsholdsprofils frække hemmelighed: Dater kendt Hollywood-stjerne
Storklub i kæmpe kaos: Fyrer træneren efter ni dage!
Tysk landstræner overvejer exit: - Jeg er totalt frustreret!