En solid defensiv har sendt Danmark i 1/8-finalen ved VM i Rusland, hvor Kasper Schmeichel blot har lukket et enkelt mål ind. Endda på straffespark.
I skæbnekampen mod Frankrig var det da også primært på en stærk organisation og fokus på det defensive, der sikrede et enkelt point til Danmark i en kamp, der nok ikke vinder nogen popularitetskonkurrencer.
I hvert fald ikke hvis man spørger de udenlandske medier, der mildest talt ikke er imponerede over, hvordan kampen blev grebet an.
Engelske Sky Sports kårede Martin Braithwaite til kampens spiller, men skrev efterfølgende, at prisen burde være tilfaldet de 78.011 tilskuere.
- Prisen burde egentlig gå til fansene for at sidde 90 minutter igennem uden at gå, selvom en håndfuld nok gjorde det, lyder stikpillen.
Kampen var den første nulløsning ved dette VM efter 36 kampe. Aldrig har man skulle vente så længe for at opleve en 0-0-kamp ved VM.
- Ikke mange nye venner
Franske L'Équipe lægger vægt på, at begge hold kunne klare sig med uafgjort, men kalder de sidste minutter for 'latterlige', fordi ingen af holdene reelt havde interesse i at gå efter en scoring med Perus føring mod Australien in mente.
Heller ikke BBC lod sig imponere, og de bemærker, at danskernes irritation over landstræner, Åge Hareide, sikkert ikke blev mindre efter kampen mod Frankrig.
- Scenariet med at begge hold kunne bruge uafgjort resulterede i en kamp, der manglede ambition, chancer og ethvert element af fare.
- Danmark er videre ved VM for første gang siden 2002 og er ubesejrede i 18 kampe, men denne præstation vil ikke fjerne kritikken af landstræner Hareide.
- Norske Hareides pragmatiske tilgang har allerede irriteret danske fans og medier, og en præstation som denne giver ham nok ikke mange nye venner, skriver BBC, mens nyhedsbureaet AFP noterer sig de mange buh-råb fra de 78.011 tilskuere, da kampen blev fløjtet af.
Artiklen fortsætter under billedet.
Svenske prygl og norsk ros
Vores svenske naboer er selv kendt for at praktisere betondefensiven, men Aftonbladets kommentator Simon Bank var nærmest rasende efter kampen.
- To uger inde i VM fik vi turneringens første kamp, som savnede alt. Ja, alt. Intensitet, dramatik, teknik, fart, wienerbrød med chokolade, nærkampe og nerve. Danmark-Frankrig - en kamp uden hverken mening eller mål.
- 78 000 mennesker havde købt billet. De tolv, som var vågne, da første halvleg blev fløjtet af, piftede. Efter pausen scorede Peru sit andet VM-mål på 36 år, og da endte jeg med at blive fornærmet over kampen.
- Da blev jeg gal på Danmark, skriver han med henvisning til, at Danmark ikke gik frem og satsede på at få førstepladsen og dermed sandsynligvis lettere modstand i 1/8-finalen, selvom Hareides tropper reelt var videre med Perus sikre føring.
- Hvad tænkte Åge Hareide? Ville han forsvare stimen på 17 kampe i streg uden nederlag. Var det pointen?, spørger Simon Bank.
Til gengæld er Åge Hareides norske landsmænd ganske imponerede over landstrænerens præstation med det danske hold og stikker samtidig lidt til danskerne for at have for høje forventninger til deres landshold.
- 0–0 mod Frankrig er stærkt. Hareide skiftede fire spillere, og danskerne var bundsolide nede bagi. Det er ikke let at score på Hareides Danmark.
- Tre mål i de seneste 11 kampe (et af dem på straffe) fortæller om et forsvar, selv danskerne bør være glade for, lyder det fra VG's Trond Johannesen i kommentaren under overskriften: Nå, Danmark? Er det godt nu?
Men nordmændene har jo også selv haft pæn succes med den pragmatiske tilgang. Ikke mindst ved VM i 1998, hvor man højst overraskende slog Brasiliens stjerner med en betondefensiv ala Drillo.
Derfor græd Kjærs kone efter triumfen
Franske roser til dansk defensiv: Derfor satsede Hareide ikke
'Corner' efter nulløsning: - I Italien havde de været stolte
Manager-ekspert overrasker inden 3. runde: Det vrimler med guldkorn