I sine velmagts dage var Roy Keane mildest talt kendt som en kontant herre på de engelske fodboldbaner, og den stil har han ikke lagt fra sig, siden han stillede støvlerne på hylden.
Både som træner og nu som ekspert er han stadig ikke bange for at sige, hvad han mener.
Det oplevede engelske tv-seere under VM-finalen mellem Frankrig og Kroatien, hvor Keane agerede ekspert i ITV's VM-studie.
Undervejs i kampen, som Frankrig vandt 4-2, fik franskmændene tilkendt et straffespark efter VAR, da dommer Nestor Pitana gennemså en appel for hånd på bolden på kroatiske Ivan Perisic.
Den beslutning var Keane slet, slet ikke enig i, da panelet diskuterede beslutningen i pausen af kampen.
Han rettede først sin vrede mod den tidligere angriber Ian Wright, der argumenterede for, at beslutningen var den rette.
- Du skal have dit hoved undersøgt, lød det prompte fra Keane, der så påbegyndte en svada af en anden verden.
Denne gang rettet mod kampens dommer Nestor Pitana
- Fodbold er en fantastisk sport, den største sport på planeten. Jeg væmmes ved den beslutning, jeg er rasende, fuldstændig rasende, forfærdelig beslutning.
- Jeg kan garantere dig for, at den dommer aldrig har spillet fodbold. Hvor er fornuften henne? Hvis det ender, som det står nu, vil vi snakke om dommeren. Og det er ikke meningen. Meningen er, vi skal snakke om spillerne og kvaliteten, og nu skal vi så snakke om den idiot.
- Det er en vanvittig beslutning, vanvittig. Måske er jeg faldet ned igen, når kampen er slut, lød det fra Keane.
Om han stadig sidder og raser i ITV's studie, skal være usagt.
Efter stor VM-skandale: - Vi må ikke se vores advokat