MOSKVA (Ekstra Bladet): Slagne stod de tyske verdensmestre tilbage på banen. Med armene i siderne.
Mexicansk musik strømmede ud af højttalerne på Luzhniki Stadium, hvor 23 mexicanske spillere og sådan cirka 30.000 mexicanske fans havde deres livs fodboldfest efter en meriterende sejr i den russiske hovedstad.
De havde slået Tyskland. Verdensmestrene Tyskland! Det var svært at fatte for mexicanerne, og det virkede heller ikke, som om tyskerne helt var med på, hvad der lige var foregået på det russiske nationalstadion.
- For os er det en fuldstændig uvant situation. I tidligere turneringer har vi altid vundet den første kamp, men der er en første gang for alting, sagde Bundestrainer Joachim Löw efter verdensmestrenes skuffende VM-premiere.
Hans mandskab var uden offensiv glød, og bagude tillod tyskerne den ene kontrachance efter den anden.
Ser man bort fra Toni Kroos’ frispark på overliggeren kort før pausen, var det reelt først i det sidste kvarter, at de blev farlige.
Draxler måtte se en mexicansk fod blokere, Gómez headede over, Brandt hamrede forbi. Og det var så det for verdensmestrene, der flere gange i 1. halvleg blev revet midt over.
- Med al respekt var vi klart det bedste hold, som Mexicos landstræner, Juan Carlos Osorio, noterede efter den historiske 1-0-sejr.
De kom bragende ud, og Hirving Lozano var tæt på en lynscoring i første minut. 34 minutter senere kunne den lynhurtige kantspiller så juble, da han afsluttede en kontra i verdensklasse og hamrede bolden ind ved roden af den ene stolpe.
Mexicos kontrakonger spillede olé-fodbold før pausen og forsvarede den hjem efter. Og Tyskland … de spillede slet ikke som Tyskland.
- Det er skuffende, at vi taber første kamp, og vi må lære af det. Næste kamp (mod Sverige, red.) bliver afgørende. Nu skal vi vinde. Det behøver jeg vist ikke sige, sagde Joachim Löw og gjorde det alligevel.
Han var især skuffet over 1. halvleg, og det trøstede ikke den tyske træner meget, at det blev bedre efter pausen.
Verdensmestrene fra 2014 var langt fra deres normale niveau og er måske ramt af verdensmestrenes forbandelse. I dette årtusind er den forsvarende verdensmester tre gange røget ud i gruppespillet.
Kun Brasilien kom videre i 2006, men deres titelforsvar sluttede allerede i kvartfinalen.
- Jeg ved ikke, hvorfor det har været sådan. Det er andre lande. For os sker det ikke, sagde Joachim Löw, inden han meget langsomt gentog budskabet. Bare med lidt andre ord:
- For os sker det ikke. Vi klarer det. Der skal spilles tre kampe i gruppen, og vi har alle muligheder for at korrigere det.
Der er meget, der skal korrigeres. Tyskerne har været skidt kørende i optakten til VM og var for en gangs skyld ikke klar, da det blev alvor.
- Vi gjorde det for let for en stærk modstander og skal finde tilbage til vores styrker, sagde Löw, der slet ikke ville forholde sig til, at risikoen for at ramme Brasilien allerede i 1/8-finalen er steget betragteligt.
- Jeg er ligeglad med, hvem vi møder der. Lige nu tænker jeg slet ikke på 1/8-finalen. Nu skal vi lave vores hjemmearbejde og vinde. Vi er under pres.
Ingen verdensmester siden Brasilien i 1962 har formået at forsvare titlen. Og i aftes i Moskva lignede Tyskland ikke et hold, der kommer til at lave om på det.