VM-helt er gået fra skurk til kult: I dag tager de alle vest på

Den ydmyge landsholdsboss Gareth Southgate har helt uventet samlet den fodboldgale nation og har forvandlet sig fra skurk til helt

Gareth Southgates vest er blevet kult i det fodboldgale land før semifinalen mod Kroatien. Foto: AP
Gareth Southgates vest er blevet kult i det fodboldgale land før semifinalen mod Kroatien. Foto: AP

Han brændte et skæbnesvangert straffespark i semifinalen ved EM-slutrunden i 1996, men i dag har fodboldnationen England for længst tilgivet Gareth Southgate. Og lidt til.

For efter i årevis at have levet ude i fodboldmørket med blandt andre højt profilerede, udenlandske navne på landstrænerposten, har den mere ydmyge og lavmælte skikkelse ført Three Lions frem til en VM-semifinale.

Så i dag er det ’Waistcoat Wednesday’ i det land, der så intenst håber, at ’fodbolden vender hjem’ – med adresse til at være sportens opfindere.

Den forholdsvis jævne indkøbskæde, Marks and Spencer, kan således melde om en gevaldig stigning på det seneste i salget af den vest, som landstræneren bærer under kampene i Rusland. En vest, der normalt koster 65 pund, cirka 550 kroner.

Og tirsdag florerede rygter om, at det nu så hotte stykke tekstil kan erhverves for 19,66 pund på kampdagen, selvsagt med reference til englændernes VM-triumf på hjemmebane i 1966.

Gareth Southgate giver sine spillere en hånd, men der kommer mindst lige så meget applaus hans vej. Foto: AP
Gareth Southgate giver sine spillere en hånd, men der kommer mindst lige så meget applaus hans vej. Foto: AP

En af heltene fra dengang, finalehelten med hattricket Sir Geoff Hurst, mener endda, at Southgate med sin fremtoning minder om datidens manager, Sir Alf Ramsey.

- Hans lederskab er lige så imponerende, roser han fodboldchefen, der i det hele taget kan vælte sig i anerkendelse, intern som ekstern.

Englænderne har tydeligvis trængt til en skikkelse uden trang til selvpromovering til at stå i spidsen for de udvalgte, der altid er under ekstremt forventningspres, og som stort set altid har skuffet.

Nationen gik især amok, da Eric Dier sendte det afgørende straffespark ind bag den colombianske målmand i ottendedelsfinalen, men den største buket tilfaldt Southgate for hans minutiøse forberedelse af netop den nervøse øvelse.

Og så hentede han ikke mindst sympati ved trøstende at lægge armen om Mateus Uribe, colombianeren, der kort forinden havde brændt. Her viste den 47-årige både empati og medfølelse, og det er i det hele taget, hans menneskelige egenskaber, der fremhæves.

’Den aften viste han os alle, hvordan man skal opføre sig’, som selv seriøse The Guardian svang sig op til at formulere det.

Gareth Southgate hentede ikke mindst roser for at vise empati overfor den colombianske straffesparkssynder, Mateus Uribe. Foto: AP
Gareth Southgate hentede ikke mindst roser for at vise empati overfor den colombianske straffesparkssynder, Mateus Uribe. Foto: AP

Og så kan englænderne pr. definition godt lide en underdog. En mand, der som Southgate kommer nedefra.

Den engelske U21-træner fik nemlig jobbet, fordi ingen andre for alvor var i spil, da Sam Allardyce i 2016 trådte forkert, dog i første omgang som en midlertidig løsning. Ingen forventede rigtigt noget af den selvudslettende mand, der blev fyret som klubmanager i sin eneste klub, Middlesbrough.

Men han har i den grad været spillernes mand, og derfor følger de ham blindt. Som for eksempel backen Danny Rose, der led af en depression, som han holdt for sig selv under en lang skadespause.

- Landsholdet har været min redning, og jeg kan ikke takke min manager og hans stab nok, har han sagt om igen at komme på fode – og med til VM.

Chefen er spillernes mand. Her er det Harry Maguire, der får opmærksomhed. Foto: Ritzau Scanpix
Chefen er spillernes mand. Her er det Harry Maguire, der får opmærksomhed. Foto: Ritzau Scanpix

Southgate bad Fabian Delph om at returnere til sin familie efter at være blevet far på bekostning af Colombia-kampen, fordi ’den slags sker kun en gang’, og han har samlet sine dyre stjernespillere til en gruppe, hvor alle kender og accepterer deres roller.

Så mens englænderne med hovedrysten kan følge en Brexit-relateret regeringskrise, er der i det mindste en person, der viser dem vej som et fyrtårn.

Og han er selvfølgelig iført en vest fra Marks and Spencers.

Se også: Engelsk verdensmester skuffet: - De har ikke gjort nok for os

Se også: For to år siden var han fan - nu er han Englands store VM-helt

Målmand Jordan Pickford slog til i straffesparkskonkurrencen mod Colombia og var med til at bryde det engelske traume fra ellevemeterpletten. Foto: Kai Pfaffenbach/Ritzau Scanpix VM 2018 - 7. jul. 2018 - kl. 15:17 22 år med nedture: Sådan brød England forbandelsen

 

 

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen