Vodka-Claus er klar: Har drukket 30 Guinness

Han tog internettet med storm, da Danmark med en storsejr spillede sig til VM i Rusland en kold novemberaften i Dublin. Nu er han tilbage

'Vodka i Rusland. Vi skal ha' vodka i Rusland. Tusind tak, do. Tak, Irland. Fuck jer!'

Sådan lød det fra Claus Steffensen - bedre kendt som Vodka-Claus - da Danmark slog Irland 5-1 i Dublin og sikrede sig billetten til VM året efter.

Nu den danske fan tilbage i Dublin. Søvn har han ikke fået meget af, men tørsten derimod - ja, den er intakt.

- Vi har sovet to timer alt i alt på et gulv i Kastrup Lufthavn. Og så har vi fået Guinness, Irish Dew og ja - så har vi fået 30 Guinness. Og nu skal vi ned og have nogle bajere, så i seng og så ud at drikke videre bagefter, lyder det fra den lettere berusede Vodka-Claus, da hans kammerat bryder ind.

- Søndag er jo altid en kedelig dag herovre, lyder det kort, inden han bliver afbrudt af Vodka-Claus:

- Det er kraftedeme umuligt at få en fucking bajer før klokken 12 herovre. Det er helt åndssvagt, gjalder han med et stålsat blik rettet mod reporteren.

- Det er pisseirriterende.

Fra 'Vodka i Rusland' til afpresset i Rusland
Den muntre Claus Steffensen kom på alle fodboldfans læber efter Christian Eriksens opvisning i Dublin.

I et interview bragt på TV2 News holdt han ikke tilbage. En tak og fuck blev blandt andet sendt til irerne, mens han bebudede, at der skulle høvles vodka i Rusland.

Det virale klip blev kåret til årets sjoveste tv-klip 2017 i TV 2-programmet 'De Største Øjeblikke', og Claus Steffensen vandt dermed billetter til en af Danmarks VM-kampe.

Inden afrejsen havde han glemt at tjekke op på reglerne for indtagelse af lidt til ganen. Det blev startskuddet til en ubehagelig oplevelse for ham og vennen Thomas Hansen.

- Vi dummede os, fordi vi ikke havde sat os ind i de russiske regler, så vi gik og drak en øl på gaden, fortalte Claus Steffensen dengang til Ekstra Bladet.

Det medførte at de to fans blev stoppet af bevæbnet politi og placeret på bagsædet af en gammel Lada. Politibetjentene krævede 1000 US dollars (Cirka 6.500 kr.) pr. snude til at starte med. Det endte dog med, at de to chokerede fans fik forhandlet ordensmagten ned til samlet 10.000 rubler (1000 kr., red.).

Den ubehagelige oplevelse satte sig i de danske roligans.

- Jeg skal nok lige se en hjernevrider, konstaterede Claus Steffensen dengang, mens Thomas Hansen var meget klar i spyttet, da han skulle give sin vurdering af 'oplevelsen':

- Det var en super ulækker oplevelse. Jeg har været mange steder i verden, men det her tager alle point, lød det dengang fra Thomas Hansen.

Se klippet øverst i artiklen, hvor 'Vodka-Claus' ud over at fortælle om sin trang til bajere også retter på reporteren.

Sidste gang irerne vandt en betydende kamp over Danmark kostede Ekstra Bladet 2,5 krone. Ekstra Bladet giver en gennemgang af nationernes 17 indbyrdes opgør, hvilket giver grund til optimisme forud for den skæbnesvangre kamp i aften. Redigering: Henrik Houlberg
 

1 af 2 Til VM i Rusland var Vodka-Claus naturligvis på plads. Turen blev ikke lutter vodka og fodbold for den danske fan, der blev anholdt af russisk politi. Foto: Olivia Loftlund
2 af 2 Til VM i Rusland var Vodka-Claus naturligvis på plads. Turen blev ikke lutter vodka og fodbold for den danske fan, der blev anholdt af russisk politi. Foto: Olivia Loftlund
87 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere