Millionerne vil vælte ind hos DBU i Brøndby, hvis det danske landshold samlet kan besejre Irland i de kommende to playoff-kampe i næste måned.
To afgørende kampe, der ikke kun vil fylde pengetanken endnu mere op i DBU, men også skabe millioner til udvikling af dansk fodbold.
De foreløbige tal, som FIFA har offentliggjort, viser, at hvert deltagerland er sikret 12 millioner dollar – i omegnen af 75 mio. kr. for at spille tre indledende gruppekampe ved slutrunden.
Hvert land får to millioner dollar for at deltage, og samtidig får de 16 nationer, der bliver slået ud efter de tre indledende kampe, hver 10 millioner dollar. Altså i alt 12 mio. dollar.
Hvis det sidenhen lykkes at komme videre fra gruppespillet og ryge ud i 1/8-finalen, vil der være yderligere 12,5 mio. kr. i indtægter. Altså et samlet beløb på 87,5 mio. kr.
De deler i porten
DBU og landsholdsspillerne har allerede i den nuværende aftale, som blev indgået i marts 2015 og først udløber 31. juli næste år, aftalt, hvordan pengene skal fordeles, hvis landsholdet er med ved en slutrunde.
DBU skal afholde alle udgifterne til transport, ophold og fortæring i forbindelse med slutrunde-deltagelse. Siden skal DBU og landsholdsspillerne dele resten ligeligt mellem sig.
Historisk har det været sådan, at 1/3 del er gået til rejse, ophold, transport og fortæring for landsholdstruppen ved en slutrunde. 1/3 del er havnet hos DBU som rent overskud, og den sidste tredjedel går til landsholdsspillerne. Det vil mere præcist sige 25 millioner kroner til rejse/ophold, DBU og landsholdsspillerne.
Det skal understreges, at der kun er tale om foreløbige tal fra FIFA. De præcise tal for hvor meget, hvert deltagerland kan se frem til i indtægter ved slutrunden, bliver først offentliggjort seks måneder før, VM-slutrunden begynder.
Den endelige vinder af VM næste sommer er sikret et beløb i omegnen af 315 mio. kr. Den tabende finalist får 250 mio. kr. Til nummer tre og fire vil der være henholdsvis 180 mio. kr. og 158 mio. kr.
For de nationer, der ryger ud i kvartfinalen, er den økonomiske gevinst 113 mio. kr.
Hos DBU ønsker kommunikationschef Jakob Høyer ikke at kommentere tallene, før unionen har bekræftede tal på, hvad en slutrundedeltagelse endeligt udløser fra FIFA.
I chok over Danmark: Nu er det Sveriges tur
Hareide møder god ven: Lejede hus af sin kommende modstander