CARDIFF (Ekstra Bladet): Han var marginalspiller under Morten Olsen og spillede kun tre hele kampe, mens han har fået en helt anden rolle under Åge Hareide.
Han muligheden mod Frankrig under VM og har siden ikke set sig tilbage. Mathias Zanka Jørgensen har i sandhed grebet chancen og har nu spillet de seneste seks landskampe i træk.
Han er en af de spillere, der har været glad for luftforandringen på landstrænerposten.
- Åge kom ind som et frisk pust. Som et nyt håb for dansk fodbold efter alle de år med Morten (Olsen, red.). Alt ære og respekt for Morten. Jeg var glad for ham, men måske var vi kørt lidt døde i det og folk var lidt sure. Der var gået lidt for meget Arsene Wenger i det. For at sige det mildt, siger Mathias Zanka Jørgensen.
Med bemærkningen om Arsene Wenger hentyder han til, at den tidligere Arsenal-manager sad hele 22 år på sin post. Morten Olsen fik ’kun’ 15 år i landstrænerstolen.
Mathias Zanka er på rekordtid steget i graderne og en af favoritterne til at blive anfører mod Irland mandag, hvis Christian Eriksen ikke spiller.
Schmeichel rejser med
Kasper Schmeichel spiller ikke mod Irland mandag, fordi han afsoner karantæne. Men landsholdskeeperen rejser alligevel med til Aarhus.
- Det overrasker mig ikke. Kasper er meget optaget af holdet, og jeg vil meget gerne have ham med, fordi han er en stor motivator for hele truppen.
- Når Kasper rejser med os, siger det alt om den interesse, han har for det danske landshold. Men det sender også et signal til alle andre spillere, siger Åge Hareide.
Christian Eriksen er også med i Aarhus. Søndag afgør landstræneren i fællesskab med kreatøren, om han skal have en rolle mod Irland mandag aften i Aarhus.
Åge Hareide har udtaget David Jensen og Christian Nørgaard i stedet for karantæneramte Kasper Schmeichel og Thomas Delaney.
Raser over dansk tackling: Derfor blev jeg så vred
Nye folk i kamp: Eksperimenterer mod Danmark
Speciel sejr for Eriksen: - Det har jeg aldrig prøvet før
Landsholdslegende uddeler stjerner: Så lækre er de danske slutrundetrøjer gennem tiderne