Zlatans drøm knust: Ude af EM

Den svenske landstræner har slået fast, at Zlatan Ibrahimovic ikke bliver klar til sommerens EM-slutrunde

Discoverys panel diskuterede i marts, om den svenske trup overhovedet ville være klar til Zlatans tilbagevenden.

En skade forhindrer den 39-årige AC Milan-angriber Zlatan Ibrahimovic i at komme med til EM for Sverige.

Det oplyser Sveriges fodboldlandstræner, Janne Andersson, til det svenske medie Aftonbladet.

- Jeg har talt med Zlatan Ibrahimovic, som desværre har meddelt, at hans skade stopper hans medvirken i EM til sommer.

- Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt - mest af alt for Zlatan, men også for os. Jeg håber, han så snart som muligt er tilbage på banen igen, siger Janne Andersson.

Foto: Alberto Pizzoli/Ritzau Scanpix
Foto: Alberto Pizzoli/Ritzau Scanpix
 

Zlatan Ibrahimovic stoppede på det svenske landshold efter EM i 2016, men gjorde comeback tidligere på foråret, da han blev udtaget til en række testkampe.

Den store angriber ville gerne være med til EM, men det kommer altså ikke på tale.

Han kom til skade med sit knæ, da AC Milan mødte Juventus i søndags, og i løbet af ugen har han konsulteret specialister. De har anbefalet seks ugers behandling inden et comeback.

Det har altså fået Zlatan Ibrahimovic til at vurdere sig uegnet til at spille et EM for Sverige.

Han kommer således heller ikke til at spille flere kampe i den igangværende sæson i Serie A.

Karrieren er dog ikke på spil. Zlatan Ibrahimovic har allerede forlænget sin kontrakt med AC Milan, hvor han fortsætter i næste sæson.