Lewandowski prikker Bayern München i pokalfinalen

Robert Lewandowski scorede sejrsmålet, da Bayern München vandt pokalsemifinalen over Eintracht Frankfurt 2-1

Robert Lewandowski stjal som så mange andre gange fokus, da hans mål sendte Bayern München i pokalfinalen. Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix
Robert Lewandowski stjal som så mange andre gange fokus, da hans mål sendte Bayern München i pokalfinalen. Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix

Bayern München er klar til den tyske pokalfinale i fodbold for tredje år i træk.

Den sydtyske storklub bookede finalebilletten ved på et tomt stadion i München at slå Eintracht Frankfurt med 2-1.

Kroaten Ivan Perisic bragte Bayern München foran, men Danny da Costa udlignede for Frankfurt, før Robert Lewandowski afgjorde opgøret.

I finalen venter Bayer Leverkusen, der havde en noget lettere sidste forhindring. Tirsdag vandt Leverkusen således med 3-0 over Saarbrücken fra Regionalliga Südwest. Pokalfinalen spilles 4. juli på Olympiastadion i Berlin.

Ikke uventet satte Bayern München sig tungt på onsdagens semifinale fra start, og efter 14 minutter kunne overtaget også ses på måltavlen. Ivan Perisic headede Bayern i front efter oplæg fra Thomas Müller.

Hjemmeholdet kæmpede hårdt for at udbygge føringen og punktere kampen, men inden pausen lykkedes det ikke at passere Kevin Trapp igen. Trapp var atter valgt i Frankfurts mål på bekostning af en bænket Frederik Rønnow.

Frankfurt var sjældne gæster nær Bayerns mål, og det stod ikke skrevet i kortene, at gæsterne skulle udligne. Ikke desto mindre skete det med cirka 20 minutter tilbage af den ordinære spilletid.

Her sparkede Danny da Costa bolden i mål efter godt forarbejde af japaneren Daichi Kamada.

Glæden var dog kort i Frankfurt-lejren, for hjemmeholdet lod sig ikke ryste af udligningen.

Fem minutter senere tog Bayern atter føringen. Lewandowski prikkede bolden i mål, men linjedommeren vinkede for offside på Alphonso Davies, der havde tredjesidste fod på bolden.

Efter konsultation med VAR-rummet fik scoringen dog lov til at stå.

Frankfurt evnede ikke at mobilisere et sidste pres, og så kunne Bayern München-spillerne som så mange gange før juble, da kampen blev fløjtet af. I finalen jagter Bayern klubbens pokaltitel nummer 20.

Begge hold benyttede i øvrigt kampen til at udvise sin støtte til Black Lives Matter. Ordene stod skrevet på Frankfurts kamptrøje og på den trøje, som Bayern München-spillerne varmede op i.

0 kommentarer
Vis kommentarer