Det lokale politi i den tyske by Cottbus er nu mål for en intern undersøgelse efter, at fodboldfans på et torv i samme havde maskeret sig med hætter, der i alvorlig grad ligner Ku Klux Klans karakteristiske hovedbeklædning.
Det skriver en række tyske medier.
Episoden med hætterne fandt sted på torvet Altmarkt først på aftenen sidste søndag. Her præsenterede gruppen af fodboldfans et banner med teksten 'Aufstieg der Bösen' - på dansk 'De ondes opstigning' - med henvisning til at den lokale fodboldklub, Energie Cottbus var rykket op i rækkerne.
På banneret var der også malet et Ku Klux Klan-kors omkredset af fodbold-klubbens navn. Ved samme lejlighed blev der også tændt romerlys.
I Tyskland er der streng lovgivning, og det lokale politi kritiseres for ikke at have draget en kobling mellem foldbold-tilhængernes hvide hætter og så den racistiske bevægelse Ku Klux Klans ditto.
Politiet var nemlig tilstede på torvet, hvor der var fest på grund af fodboldklubbens opstigning. Men betjentene reagerede ikke på, at en mindre flok pludseligt iklædte sig de hvide hætter.
Derfor har delstatens kriminalpoliti indledt en undersøgelse, om det lokale politi ikke reagerede på en kriminel handling.
Tre betjente stod tæt på, da episoden udspandt sig.
Ifølge Tagesspiegel forsvarer politiet sig med, at de i første omgang ikke havde set teksten og korset på banneret. Politiets forklaring lyder, at de i første omgang troede, at de pågældende havde maskeret sig for ikke at blive genkendt i forbindelse med affyring af det ulovlige fyrværkeri.