Minister giver Italiens sportsfolk håb om træning i maj

Træningen i Serie A kan formentlig gå i gang 4. maj efter nuværende coronapause, håber sportsminister

Der er ikke blevet spillet kampe i Serie A den seneste måned, efter at Italien som et af de første lande i Europa blev hårdt ramt af coronavirus. (Arkivfoto). Foto: Daniele Mascolo/Reuters
Der er ikke blevet spillet kampe i Serie A den seneste måned, efter at Italien som et af de første lande i Europa blev hårdt ramt af coronavirus. (Arkivfoto). Foto: Daniele Mascolo/Reuters

Italiens bedste sportsfolk kan måske vende tilbage til træningen i begyndelsen af maj.

Sådan lyder håbet fra Italiens sportsminister, Vincenzo Spadafora, efter landet fredag har forlænget nedlukningen med tre uger frem til 3. maj som følge af coronakrisen.

Trods et stort antal coronadødsfald begynder regeringens tiltag at virke, og det giver håb for landets sportsfolk.

Ifølge Football Italia har Spadafora fredag sendt et brev til Italiens Olympiske Komité (Coni), hvor han beder Coni om at ophæve træningsrestriktionerne fra 4. maj.

De nærmere omstændigheder for at genoptage træningen skal dog aftales med sundhedsmyndighederne og foregå under sikre forhold.

I Italiens bedste fodboldrække er der ikke blevet spillet kampe siden 9. marts.

Flere sportsgrene som basketball, rugby og volleyball har for længst valgt at afblæse resten af sæsonen.

Italien er det land i verden, der har registreret flest coronadødsfald. I alt er 18.849 mennesker med coronavirus døde i Italien.

2 kommentarer
Vis kommentarer