Næste sæson kan blive giftig: Skæbnedag for Superligaen

Superliga-klubberne diskuterer i Odense en reduktion af holdene i landets bedste række

FC Midtjylland og Jakob Poulsen har aldrig været rangeret højere internationalt. På den facon har den nye Superliga-struktur været en succes. Foto: Claus Bonnerup
FC Midtjylland og Jakob Poulsen har aldrig været rangeret højere internationalt. På den facon har den nye Superliga-struktur været en succes. Foto: Claus Bonnerup

Superligaen sluttede sidste weekend med et brag, da FC Midtjylland sikrede sig mesterskabet foran Brøndby.

En hæsblæsende kulmination, hvor 270.000 tilskuere til sæsonens fem sidste runder fik reddet helhedsindtrykket på målstregen.

I sidste ende kunne den stærke slutspurt imidlertid ikke rette op på den tilskuerflugt, der fandt sted, da den sibiriske kulde indhyllede landet i marts. Og Superligaen må æde endnu en sæson med faldende tilskuertal, og dykker under 6000 tilskuere i snit - 5880.

Det er ikke set værre siden starten af dette årtusinde.

På den baggrund sætter Superliga-klubberne sig sammen i Odense i dag for at se på effekten af den Superliga-struktur, der nu har kørt et par sæsoner.

Tilskuertallet dykker, men internationalt set avancerer Danmark på UEFA's rangliste, FC København fastholder sin plads i Europas top 50, mens FC Midtjylland aldrig har ligget højere.

Samtidig bliver der solgt spillere for rekordsummer.

På den baggrund står Superligaen foran en skæbnedag.

Landets bedste række kan nemlig ende med at blive skåret ned til 12 hold igen. En giftig reduktion, der betyder, at tre af de 14 hold forlader landets bedste række.

Det kræver i første omgang opbakning fra 11 af 14 hold, der spillede i Superligaen denne sæson.

I kulissen har det politiske arbejde kørt længe, og det er meget snævert, om der kan samles det fornødne flertal for den markante ændring.

Ender Superliga-klubberne med det krævede flertal for en reduktion, så skal 1. division efterfølgende stille med et lige så klart ja, da 1. division bliver påvirket af ændringerne i Superligaen.

I følge Ekstra Bladets informationer, bliver det formentlig dødsstødet for 12 holds-diskussionen, hvis det kommer så vidt.

- Vælger Superliga-klubberne at gå efter en struktur, der ændrer antallet af hold og dermed også påvirker op- og nedrykning, så kræver det opbakning fra 75 procent af klubberne i landets to bedste rækker, forklarer Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen til Ekstra Bladet.

- Det har ligget klart fra starten, at turneringen skulle evalueres nu. Vi glæder os til at høre, hvordan klubberne har oplevet det, og så må vi se hvilke justeringer, der er opbakning til. Det er alt for tidligt at foregribe, hvor det ender, og det vil være upassende af mig at spekulere, siger han.

Blandt klubberne i Superligaen er der bred enighed om, at den nuværende 14-holds model ikke kan køre videre uden ændringer.

Især de uheldige oplevelser omkring fordelingen af klubber i nedryknings-spillet kræver et eftersyn. Klubben, der slutter nummer syv i grundspillet - og dermed akkurat misser mesterskabs-slutspillet - skal have en fordel ud af den præstation.

Samtidig peger meget på, at playoff-kampene omkring nedrykning bliver ændret.

Se også: Her er FCK's nye spiller - mangler kun lægetjek

Se også: Bedste AGF-forår i 30 år: Europa League i sigte

Se også: Har holdt afgørende møde: Han er topkandidat til OB-jobbet

Se også: Færdig i Vejle: Tidligere Superliga-bomber i lyn-exit

81 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere