Polen og Portugal indløser VM-billetter - Sverige er ude

Danmark bliver eneste nordiske VM-deltager, efter at Sverige tirsdag blev slået af Polen

Robert Lewandowski scorede det første af Polens to mål i sejren over Sverige. Foto: Czarek Sokolowski/Ritzau Scanpix
Robert Lewandowski scorede det første af Polens to mål i sejren over Sverige. Foto: Czarek Sokolowski/Ritzau Scanpix
Følg Fodbold

Polen og Portugal er med i bowlen, når der fredag trækkes lod til VM i Qatar.

Derimod bliver verdensmesterskabet uden deltagelse af Sverige, som tabte 0-2 til polakkerne i sin playoff-finale efter mål af Robert Lewandowski og Piotr Zielinski.

Sveriges nederlag betyder samtidig, at Danmark er eneste nordiske nation, der vil være til stede, når slutrunden spilles i november og december.

Playoff-finalen blev også endestationen for Nordmakedonien, som efter den sensationelle 1-0-sejr over Italien blev ekspederet ud med et 0-2-nederlag af Cristiano Ronaldos Portugal.

Det var dog ikke Ronaldo, men holdkammeraten på landsholdet og i Manchester United Bruno Fernandes, der stjal rampelyset med to mål.

Det første af dem kan dog delvist tilskrives en håbløs aflevering fra Nordmakedoniens Stefan Ristovski.

Hovedløst afleverede han bolden på tværs af banen, og Fernandes opsnappede selv bolden. Efter at have spillet pingpong med Ronaldo kom Fernandes fri til at sende bolden forbi makedonernes målmand Stole Dimitrievski.

Miraklernes tid var forbi for Balkan-nationen, som måtte indkassere endnu en scoring med Fernandes som afsender efter pausen.

På kanten af offside vristede den træfsikre midtbanespiller sig fri, og et perfekt oplæg fra Liverpools Diogo Jota blev dirigeret elegant i nettet af Fernandes' inderside.

Makedonerne var sjældne gæster i det portugisiske felt, og hjemmeholdet slap da heller ikke grebet om VM-billetten.

Både Polen og Sverige spillede sig til flere store muligheder, før der kom hul på bylden i den sydlige by Chorzów.

Dommeren fik en central rolle, da han pegede på straffepladsen to minutter inde i anden halvleg. Netop indskiftede Grzegorz Krychowiak var forinden blevet væltet af Jesper Karlström.

Lewandowski viste vanlig koldblodighed ved at sætte farten ned i sit tilløb, før han udplacerede Robin Olsen i det svenske mål.

Nu var svenskerne for alvor under pres, og kun tilfældigheder forhindrede dem i at komme på omgangshøjde kort efter, hvor de sværmede om det polske mål.

Men i stedet for en udligning blev svenskerne straffet igen. Med knap 20 minutter tilbage helkiksede Marcus Danielson en tæmning, og Napolis Piotr Zielinski løb uden problemer ned og scorede til 2-0.

Zlatan Ibrahimovic blev sendt i kamp ti minutter før tid, men hverken han eller holdkammeraterne kunne ændre på, at svenskerne må se slutrunden hjemme fra sofaen.

Mere fra Ekstra Bladet+

Uduelighed er ingen hindring for millionløn

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Udforsk Ekstra Bladet+