Premier League lader spillere støtte Black Lives Matter

Når Premier League genstartes i næste uge, vil spillerne vise støtte til kampen mod racisme

I Tyskland har flere klubber og spillere vist støtte til Black Lives Matter-bevægelsen. Her er det Bayern München-spilleren Jerome Boateng, der ses med en t-shirt med mod racisme.
 Foto: Kai Pfaffenbach/Ritzau Scanpix
I Tyskland har flere klubber og spillere vist støtte til Black Lives Matter-bevægelsen. Her er det Bayern München-spilleren Jerome Boateng, der ses med en t-shirt med mod racisme. Foto: Kai Pfaffenbach/Ritzau Scanpix

Fodboldspillerne i Premier League får lov til at vise deres støtte til bevægelsen Black Lives Matter.

De 20 klubber i den bedste række er blevet enige om at indføre en række tiltag, hvor spillere kan vise støtten tydeligt på trøjer og ved handlinger såsom at knæle.

Det oplyser Premier League fredag aften på sin hjemmeside. Ligaen genstarter i næste uge efter tre måneders pause på grund af coronapandemien.

I de første 12 kampe vil spillere kunne udskifte deres navne på trøjerne med Black Lives Matter.

Desuden vil der i hele sæsonen være et logo på trøjerne med Black Lives Matter.

På spillertrøjerne vil der også være en hyldest til det engelske sundhedssystem for arbejdet under coronakrisen.

Premier League vil også tillade og støtte spillere, der knæler i forbindelse med kampene som støtte til Black Lives Matter.

I de seneste uger har bevægelsen Black Lives Matter demonstreret mod racisme og politivold i adskillige amerikanske byer.

Det er sket, efter at en sort mand 25. maj mistede livet under en brutal anholdelse i den amerikanske by Minneapolis.

Premier League genstartes onsdag med to kampe. Manchester City tager hjemme imod Arsenal, mens Sheffield United gæster Aston Villa.

1 kommentar
Vis kommentarer