Ronaldinho slipper for sigtelse for rejse med falsk pas

Ifølge anklageren i Paraguay handlede Ronaldinho i god tro, da han modtog falske dokumenter fra Paraguay

Ronaldinho og hans bror blev afhørt i mere end syv timer. Foto: Jorge Adorno/Reuters
Ronaldinho og hans bror blev afhørt i mere end syv timer. Foto: Jorge Adorno/Reuters

Fodboldstjernen Ronaldinho slipper for sigtelse for at have rejst med falsk pas i Paraguay.

Det oplyser offentlig anklager Federico Delfino, efter at Ronaldinho og hans bror Roberto de Assis Moreira blev afhørt i mere end syv timer i Paraguays hovedstad, Asunción.

- Men det er på betingelse af, at de erkender den forbrydelse, de er anklaget for, som i dette tilfælde er brug af falske dokumenter, siger anklageren.

Ronaldinhos advokat havde tidligere fortalt, at den tidligere Barcelona-profil og hans bror ikke havde rejst med falske pas.

- Vi har sigtet flere personer i sagen, siger anklager Federico Delfino.

- Ronaldinho og hans bror Roberto har tilvejebragt relevante informationer, siger han.

Derfor er de ikke længere under mistanke i sagen.

Anklageren fortæller, at brødrene handlede i god tro, da de efter hans udsagn modtog falske dokumenter fra Paraguay.

- De informationer, de gav os, er meget brugbare i kampen mod organiserede kriminelle, der producerer falske dokumenter, siger anklageren.

Ifølge chefefterforsker Gilberto Fleitas modtog Ronaldinho et falsk pas fra den brasilianske forretningsmand Wilmondes Sousa Lira, som er blevet anholdt.

Ifølge Adolfo Marin har Ronaldinho fortalt anklageren, at de pågældende dokumenter blev givet til ham i Brasilien for en måned siden.

Ronaldinhos advokat insisterede tidligere torsdag på, at det pensionerede fodboldikon har rejst med sine egne dokumenter og ikke er underlagt nogen rejsebegrænsninger.

De brasilianske myndigheder inddrog Ronaldinhos pas i november 2018, da han ikke formåede at betale en bøde på 2,5 millioner dollar - knap 17 millioner kroner - for miljøskader.

Skaderne var opstået i forbindelse med opførelsen af en ejendom i Porto Alegre i det sydlige Brasilien.

39-årige Ronaldinho var inviteret til Asunción af en velgørenhedsorganisation for trængende børn og for at promovere sin nye bog.

10 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Sport