- Så er fodbold i min optik udelukket

Danmark vil redde så mange liv som muligt, siger minister om, hvorfor Danmark modsat Sverige afviser fodbold

Kulturminister Joy Mogensen (S) taler til Team Danmarks og DIFs udendørs pressemøde omhandlende økonomisk hjælp til kommende OL- og PL-atleter i Brøndby onsdag den 22. april 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Kulturminister Joy Mogensen (S) taler til Team Danmarks og DIFs udendørs pressemøde omhandlende økonomisk hjælp til kommende OL- og PL-atleter i Brøndby onsdag den 22. april 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Svenskerne har besluttet at fløjte kampe i landets bedste fodboldrækker i gang fra midten af juni efter flere måneders coronapause.

En lignende beslutning lader vente på sig i Danmark. Fodbold er lige nu udelukket, siger kulturminister Joy Mogensen (S) til Ritzau.

Forskellen mellem de to lande øst og vest for Øresund skyldes ifølge Mogensen, at de har valgt to forskellige strategier under pandemien.

- Sverige og Danmark har valgt forskellige strategier for håndtering af Covid-19. Regeringens mål er at redde så mange liv som muligt, undgå at vores sundhedssystem bryder sammen og samtidig holde hånden under vores samfundsøkonomi, siger Joy Mogensen.

I Danmark følger regeringen og sundhedsmyndighederne ifølge ministeren udviklingen i smittetal og smittetryk nøje.

Det er disse, som afgør, hvornår man vil kunne spille fodbold igen.

- Genåbning skal ske på en ansvarlig måde. Og så længe sundhedsmyndighederne fraråder kontaktsport, så er fodbold i min optik udelukket, siger Mogensen.

Hun har planlagt at holde et møde om spørgsmålet med Divisionsforeningen, Dansk Boldspil-Union (DBU), Spillerforeningen og Danmarks Idrætsforbund (DIF) om mulighederne for dansk fodbold fremadrettet.

Der er ikke fastsat en dato for det møde, hvor også sundhedsmyndighederne ventes at deltage.

Divisionsforeningen har fredag erkendt, at det ikke bliver muligt at tage fat på sæsonen i 3F Superligaen fra 15. maj. Den dato har tidligere været annonceret som mulig startdato i en af de planer, der blev arbejdet med.

Der bliver i øjeblikket ikke spillet fodbold på højt niveau i andre europæiske lande.

I Sverige besluttede man tidligere på ugen, at sæsonen skulle genoptages 14. juni i landets to øverste rækker, Allsvenskan og Superettan.

Det er planen i Sverige, at kampene skal spilles med tilskuere trods pandemien. Det med tilskuerne kommer dog an på en senere vurdering. Man vil følge anvisninger fra myndigheder og regering i Sverige.

13 kommentarer
Vis kommentarer