Se væk AaB-fans - Dalsgaard i hadetrøjen

Henrik Dalsgaard ville gerne have spillet EM, men blev vraget. I stedet tog han hul på næste skridt i karrieren, da han mandag for første gang var på plads hos FC Midtjylland

Se væk AaB-fans - Dalsgaard i hadetrøjen

Henrik Dalsgaard er klar til mødet med AaB's fans efter han valgte hadeklubben, FC Midtjylland. Video: Anders Brohus

Henrik Dalsgaard er tilbage i Superligaen. Efter en håndfuld år i udlandet var den hurtige back tilbage på dansk jord mandag.

Grundet corona-protokollerne var FC Midtjyllands nye back henvist til at se træningen med sine nye holdkammerater fra sidelinjen, men fra tirsdag er han i fuld sving, hvis ellers den obligatoriske pcr-test er negativ.

- Hvis vi skulle tilbage til Danmark, så ville jeg gerne være med til at spille i en topklub, der spillede med om mesterskabet og også var i Europa. Det var mine prioriteter, forklarer Henrik Dalsgaard om sit valg.

Lige som Jonas Lössls aftale i vinter formelt skubbede Jesper Hansen ud, så ligger det i luften, at både Dion Cools og Joel Andersson ryger ned i hierarkiet.

Brentford kunne ikke love Henrik Dalsgaard, at han ville være førstevalg i Premier League. Der var FC Midtjylland parat til at stille med en mere lovende udsigt.

Henrik Dalsgaard var for en måned siden med til at spille Brentford i Premier League, men klubben ville ikke garantere ham spilletid efter oprykningen. Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix
Henrik Dalsgaard var for en måned siden med til at spille Brentford i Premier League, men klubben ville ikke garantere ham spilletid efter oprykningen. Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix

- Udsigten til spilletid har været enormt vigtigt for mig gennem hele karrieren. Jeg har fået taget nogle fine skridt. Jeg kom til Zulte og spillede meget. Kom til Brentford og spillede stort set det hele.

- Men Brentford kunne ikke garantere mig, at jeg ville være førstevalget efter oprykningen, og det var meget, meget vigtigt for mig, siger Henrik Dalsgaard, der fravalgte alternativer i Championship og Italien.

- Jeg kunne også være kommet til Italien, og jeg har hørt mange historier derfra. Men har jeg lyst til at blive ringet op klokken 23 en aften, og præsidenten kalder én på hotel, fordi to kampe i træk er tabt. Det ville ikke fungere for mig.

- Jeg har også en familie, jeg skal tænke på. Min søn bliver fem år nu. Det spiller også ind, forklarer Henrik Dalsgaard, der er flyttet ind i sit hus lige syd for Aalborg.

- Uden at snakke ondt om AaB, så er de et sted, hvor de er i gang med at bygge noget nyt op. Når jeg skulle tilbage til Danmark, så var det for at spille med om mesterskabet.

- Der er AaB ikke lige i øjeblikket. Det kan være, at de når det om tre-fire-fem år, og der er jeg nok ved at være for gammel til fodbold, ler 31-årige Henrik Dalsgaard.

Henrik Dalsgaard måtte se på fra sidelinjen, fordi han endnu ikke har afleveret nok negative coronatest til at indgå i træningen. Foto: Anders Brohus
Henrik Dalsgaard måtte se på fra sidelinjen, fordi han endnu ikke har afleveret nok negative coronatest til at indgå i træningen. Foto: Anders Brohus

- Helt fra start har AaB meldt ud, at de havde andre prioriteter, mens FC Midtjylland var der, og det lød spændende, siger han og afviser, at han frygtede konkurrencen fra AaB's førstevalg i højre side, Kristoffer Pallesen.

- Jeg tror nok, at vi kunne have fundet en plads til mig hos AaB - uden at snakke ondt om nogen. Det er ikke så længe siden at AaB forlængede med Kristoffer Pallesen, så det er nok heller ikke den position. man spytter penge i, der nok lidt andre pladser at se på.

- Det handler mere om, at interessen var stor fra FC Midtjylland. Der har ikke været meget dialog med AaB. Den parkerede de fra start, og sådan er spillet, siger han.

- Jeg glæder mig til at komme tilbage til min gamle hjemmebane. Jeg føler, at jeg har et godt forhold til AaB's fans. Jeg var der i syv sæsoner, og jeg håber, de vil klappe af mig. Jeg har tænkt mig at nyde det i fulde drag.

- Forventer du de klapper?

- Nej, det forventer jeg ikke, for nu er vi rivaler, så det ved jeg godt. Men jeg håber det, for de har naturligvis også en plads i mit hjerte, siger Henrik Dalsgaard.