Skarpe skud mod 'Randers-Judas': - Han får en hård eftermiddag

Nicolai Poulsen vender retur til Randers efter kontroversielt skifte

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Topopgøret og lokalbraget mellem Randers FC og AGF i eftermiddag bliver tilføjet et ekstra krydderi, når den tidligere Randers-anfører går på græsset for rivalerne til sit første Superliga-møde med Randers FC.

Et betændt opgør har fået en ny dimension, selv om Nicolai Poulsen forlod klubben uden at skabe fjender. 

- Jeg opfatter, at folk generelt er positivt indstillet overfor 'Polle,' siger anfører Erik Marxen.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

- Det var en forhandlingssituation, og Randers FC kunne bare have været tidligere ude. Der er også tale om en noget større pengepose, han har fået i Aarhus, og det kan alle fodboldspillere sætte sig ind i, siger Erik Marxen som allerede under vinterens træningslejr fik at vide af Nicolai Poulsen, at skiftet til AGF var undervejs.

- Det var en åben hemmelighed, at han skulle til AGF. 'For helvede dit GF-svin' var en vending, der kunne høres i omklædningsrummet. Men der var jo respekt for det, som 'Polle' leverede, efter skiftet var på plads, og han blev jo ved med at give sin højre arm for Randers FC, selv om hans fremtid lå hos 'De Unævnelige,' siger Erik Marxen, der dog er parat til at skrue bissen på i eftermiddag.

Junker blev flæsket af Fenger
Da Kasper Junker lavede skiftet fra Randers FC til AGF, blev han savet over af Mads Fenger i det første opgør mellem de to. Noget tilsvarende er ikke utænkeligt i eftermiddag.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze

- Søndag forsvinder den respekt i 90 minutter. Han får sig en hård eftermiddag fra tribunerne og på banen. Han bliver måske ikke flæsket, som Kasper Junker oplevede det, men det bliver minimum gået lige så hårdt til ham.

- Det overraskede mig faktisk, hvad der skete med Kasper Junker. Mads Fenger er normalt en stille eksistens, men han er samtidig også Randers-spiller helt ind i hjertet. De to er gode venner og er det stadig i dag, så det var ikke had som sådan, men det er et værktøj, som vi kan tage i brug. Vi ved jo godt, hvordan der vil blive reageret på lægterne, hvis Polle lige er nede og bide i græsset et par gange i det første kvarter, siger Erik Marxen.

- Han er ikke typen, der taber hovedet, fordi man snakker lidt til ham. Men får han lidt krop, så er han typen, der giver igen, siger Randers-anføreren.

***

Poulsen skyder igen: Meget større i AGF

Foto: Anita Graversen
Foto: Anita Graversen

Nicolai Poulsen ser frem til mødet med sin gamle hjemmebane, og han er forberedt på lidt af hvert.

- Det er nok den kamp, jeg har set allermest frem til i sæsonen, i og med det er min tidligere klub og holdkammerater.

- Det bliver en fed og sjov oplevelse for mig personligt. Men det handler ikke så meget om mig og min historie med Randers FC: Vi skal fortsætte den stime, vi har været i gang med, og så skal vi sætte en prop i det, som Randers har for vane at gøre mod AGF, siger Nicolai Poulsen med henvisning til Randers FC's historie med gode resultater mod AGF - ti kampe i træk uden nederlag.

- Fra den tid, jeg var i Randers, ved jeg, at det handler meget om, at det er årets kamp for dem. De er sindssygt sultne for at vise, at de er bedre end os. Der er blevet snakket meget om storebror og lillebror gennem årene, og der vil Randers FC gerne stå som den store, siger Nicolai Poulsen.

- Det handler om, at Randers FC har den oplevelse af, at AGF er en større klub, men de vil gerne vise på banen, at de er større.

- Nu har jeg været i begge klubber, og der er markant forskel på størrelsen på de to klubber. Det finder man først ud af, når man har været i begge, forklarer Nicolai Poulsen.

Randers er heldige med 3500 tilskuere
Det defensive midtbane-kraftværk uddyber forskellen.

- Det handler meget om presset og fansene. Der har været 10.000 til de seneste mange hjemmekampe. I Randers er de heldige, hvis de samler 3500 til kampene. Omgivelsene er helt anderledes. Pressen er der med det samme, når det ikke kører – og når det kører, forklarer Nicolai Poulsen.

Foto: Ernst van Norde
Foto: Ernst van Norde

- Randers FC er godt kørende, men det er også en klub, som folk glemmer, fordi det er en lille klub i forhold til eksempelvis AGF, hvor der snakkes meget om de her mange sejre i streg. Der går Randers FC under radaren, fordi det bare er en anden størrelse klub. Det kan de ikke gøre noget ved. Sådan er verden bare skruet sammen, vurderer AGF'eren, der er forberedt på et hårdt møde.

- Jeg forventer tæt på fuldt hus. Der kommer rigtig mange fans – også fra AGF. Og så forventer jeg, at Randers-fansene er lidt imod mig. De forbereder jeg mig på. Det er spørgsmålet, om jeg overhovedet kan høre det, når der kommer så mange fra Aarhus, der larmer utroligt meget.

- Jeg tror helt sikkert på, at der er nogle af Randers-spillerne, der gerne vil give mig en hård tackling. Det går begge veje den slags. Jeg kan også godt lide selv at dele nogle slag ud og give igen.

- Jeg kan huske Frederik Lauenborg gav mig en tur i en træningskamp, som vi spillede i Randers. Den slags glemmer jeg da ikke lige. Det er en del af gamet. Det er også en del af charmen. Jeg tror, det bliver vanvittigt intenst. Tacklingerne kommer til at synge, og jeg skal være med til at fortælle vores gutter, hvordan Randers tænker inde i omklædningsrummet. Det bliver en heksekeddel, forudser Nicolai Poulsen.

Patrick Mortensen lukkede kampen for AGF, der med sejren over FCN har gang i en imponerende stime. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Superligaen - 29. sep. 2019 - kl. 13:57 Festen fortsætter: AGF bomber videre

Se også: Skød AGF på tredjepladsen: - Det er perfekt

Cheftræner David Nielsen har fået Aarhus til at smile, og nu mener både fans og eksperter, at det er på tide med en forlængelse. Foto: Jens Dresling Sport og Spil Presset vokser i AGF: Højt spil om David

5 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere