Spansk sundhedsminister: Ingen fodbold før sommer

Spaniens sundhedsminister, Salvador Illa, dæmper forventninger til snarlig fodbold i Primera Division

Real Madrid og Barcelona tørnede sammen 2. marts. 10 dage senere blev ligaen suspenderet. Foto: Sergio Perez/Reuters
Real Madrid og Barcelona tørnede sammen 2. marts. 10 dage senere blev ligaen suspenderet. Foto: Sergio Perez/Reuters

Foreløbigt er den bedste spanske liga suspenderet på grund af coronavirus indtil slutningen af maj, men man skal ikke forvente, at Primera Division går i gang lige derefter.

I hvert fald ikke hvis det står til Spaniens sundhedsminister, Salvador Illa.

- Det vil være hensynsløst at sige nu, at professionel fodbold kan være tilbage før sommer, lyder det fra Salvador Illa ifølge nyhedsbureauet dpa.

Spansk fodbold har været suspenderet siden 12. marts, og landet er blandt de hårdest ramte med mere end 22.000 døde i pandemien.

- Vi vil fortsætte med at overvåge udviklingen, og retningslinjerne, vi præsenterer, vil vise, hvordan forskellige aktiviteter kan vende tilbage til normalen, siger Illa.

Han dæmper forventningerne til, at ligaens spillere på daglig basis kan blive testet for corona, som ligaforeningen har anmodet om.

Han siger, at det i sidste ende er op til de regionale myndigheder.

- Det vil være op til dem at beslutte. Vi skal have en fælles strategi og trække i samme retning.

Tidligere har ligaforeningen udtrykt ambitioner om, at der enten kan spilles igen fra 28.-29. maj, fra 6.-7. juni eller fra 28.-29. juni.

Der resterer 11 spillerunder i Primera Division, som Barcelona fører med to point ned til Real Madrid på andenpladsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer