Tøfting om Grønkjær: Dyb respekt

Stig Tøfting sad klar som reserve, da Jesper Grønkjær måtte opgive at fuldføre i TV3-studiet

Jesper Grønkjær kom til Horsen og spiste morgenmad med Stig Tøfting, inden makkerparret stak kursen mod Vejle. Foto: Anders Brohus/Ritzau Scanpix
Jesper Grønkjær kom til Horsen og spiste morgenmad med Stig Tøfting, inden makkerparret stak kursen mod Vejle. Foto: Anders Brohus/Ritzau Scanpix

- Jeg synes, det er flot. Jeg har den dybeste respekt for Jesper, der stiller sig op og fortæller noget, der er så personligt. Det er jo noget, mange har en stor berøringsangst i forhold til, så det er fedt, han gør det.

Tøffe kan være tough, men han kipper med kasketten for sin TV3-kollega, der så fornemt stillede sig frem i TV2’s ’Go’ Aften Live’ og fortalte om fem års kamp mod det tiltagende mørke, der omringede thyboen fra 2016 og frem til forleden, da han slugte den sidste pille.

- Man kunne se, han var meget påvirket. Stemmen knækkede et par gange. Nu håber jeg, han er ovre det, når han nu er i stand til at lægge pillerne til side, siger Stig Tøfting.

Han vidste jo alt om, at Jesper Grønkjær havde været nede at vende, men der var alligevel hemmeligheder, der blev afsløret selv for en tæt kollega.

- Jeg var ikke klar over, at han havde været indlagt. Jeg snakkede jo med Jesper i sin tid, da han blev sygemeldt. Det handlede mest om, hvordan han havde det, du ved, for jeg var et par gange kaldt over til Champions League-studiet i København for at sidde klar, hvis han ikke kunne gennemføre, siger Stig Tøfting.

- Dengang var det sådan, at han en enkelt gang var klar ti minutter før udsendelsen, og fem minutter senere var han så ikke alligevel, og så hoppede jeg selvfølgelig ind. Efter den oplevelse valgte Jesper så at sygemelde sig, fortæller Stig Tøfting.

Ekspertens forklaring: Sådan virker antidepressiv medicin

Den tidligere fodboldspiller Jesper Grønkjær er stået frem med, at han i flere år har været på antidepressiv medicin, fordi han har været ramt af stress og depression.

Ekstra Bladet har talt med eksperten Poul Videbech, som er overlæge og professor i psykiatri ved Region Hovedstaden, om hvilken størrelse den slags medicin er.

Hvordan virker antidepressiver som Escitalopram?

- Det virker blandt andet ved at hjælpe kroppens evne til at håndtere stressbelastning, og det er vigtigt, fordi man hos cirka halvdelen af alle deprimerede ser, at de har for meget stresshormon i blodet, og det hjælper medicinen blandt andet på.

Grønkjær skriver, at pillerne var en god støtte trods bivirkninger. Hvilke bivirkninger kan disse piller give?

- Der er nogen, der får kvalme og man kan også få søvnbesvær ved det, men det er meget individuelt, hvad man oplever. Det kan være vidt forskelligt fra person til person.

Jesper Grønkjær skriver også, at det er på rette tid at stoppe med medicinen. Er det svært at gøre?

- Det kan det være af to grunde.

For det første er der risiko for, at depressionen kommer tilbage.

For det andet kan der være nogle mennesker, der får ubehagelige symptomer, hvis de prøver at stoppe fra den ene dag til den anden, og derfor anbefaler man at trappe langsomt ud og få hjælp til det af egen læge.

Er det fysiske eller psykiske symptomer?

- Det kan være begge dele. Det er slet ikke alle, som får det, men det kan være svimmelhed, det kan give en form for 'ild' i kroppen, ligesom hvis man har en svær influenza, så man kan få den slags symptomer. Derfor skal man trappe langsomt ned med hjælp fra sin læge for at undgå at få de her symptomer.

Kilde: Poul Videbech, Københavns Universitet og Region Hovedstaden

At Jesper Grønkjær i dag er klar til at fortælle om sin depression og afsløre kapitler, kun de nærmeste kendte til, fortæller kun én ting:

- Det beviser, at de mennesker, vi tror, vi kender – dem kender vi alligevel kun til dørmåtten, ikke. Vi kan jo tro, vi kender hinanden nok så meget, men når døren lukker, er der en masse, vi intet ved om, siger Stig Tøfting.

Plæneklipperen havde ingen anelse om, at kollegaen ville gå live på TV2:

- Jeg slugte det fuldstændig. Jeg vidste jo godt, han fik de her lykkepiller, men anede ikke hvor langt, han var i processen. Jeg har kendt Jesper i mange år, og han gik jo forleden ruten med mig fra Horsens til Vejle, efter vi havde spist morgenmad, men da snakkede vi om alt muligt – bare ikke lige det her.

- Derfor kom det lidt bag på mig, men jeg må da bare sige, han har min dybeste respekt. Det havde han nu også i forvejen, men at åbne op omkring denne meget personlige fortælling, det kan måske skubbe til andre, der ikke vil bede om hjælp. Det skal man sgu ikke skamme sig over, lyder moralen fra Stig Tøfting.

Grønkjær: 'Jeg måtte indlægges på den lukkede'

Tv-ekspert gik ned med stress: Nu er han tilbage på skærmen

Fodboldekspert sygemeldt med stress: Jeg har brug for pause

Ruten, Tøfting henviser til, indgik på hans tur lange vandretur fra Aarhus til grænsen - her ankommer han til Kruså iført Tom Kristensens racerdragt.