370 millioner for Dolberg: Europæisk storklub smider gigantisk bud

Monaco har ifølge De Telegraaf lagt et bud på mere end 370 millioner kroner for Kasper Dolberg

Kasper Dolberg er en eftertragtet mand i slutfasen af transfervinduet (Foto: All Over Press)
Kasper Dolberg er en eftertragtet mand i slutfasen af transfervinduet (Foto: All Over Press)

De franske mestre fra Monaco ser ud til at ville gøre Kasper Dolberg til den dyreste danske fodboldspiller nogensinde.

Ifølge normalt pålidelige De Telegraaf har Monaco afleveret et officielt bud på mere end 50 millioner euro svarende til godt 370 millioner kroner for den danske landsholdsangriber.

Den hidtil dyrest handlede danske fodboldspiller er Pierre Emile-Højbjerg, der sidste sommer skiftede fra Bayern München til Southampton for 112 millioner kroner, og en eventuel handel den størrelsesorden vil dermed gøre Kasper Dolberg til den suverænt dyreste dansker.

Ajax afviser
Den hollandske avis melder dog samtidig, at Ajax har afvist tilnærmelserne fra Monaco, der sandsynligvis er på jagt efter en erstatning for Kylian Mbappé.

Stortalentet rygtes færdig i klubben og på vej til en af Europas helt store adresser, og det kan bane vej for Dolberg i Ligue 1.

Det er uvist, hvordan Dolberg selv forholder sig til interessen fra den franske klub.

Monaco har allerede solgt spillere som Bernardo Silva og Benjamin Mendy til Manchester City for godt en milliard danske kroner, så der burde være penge på kistebunden til at hæve buddet yderligere.

Flere klubber er i løbet af sommeren blevet kædet sammen med den 19-årige danske angriber - blandt andre italienske AC Milan.

Største salg i historien

Det er ikke kun i den hollandske klub, at det vil lune i pengekassen.

Silkeborg IF var forudseende, da de solgte den dengang 17-årige Dolberg til Ajax. De lavede således en videresalgsklausul, hvilket kan komme den østjyske klub til gode.

Direktør Kent Madsen vil ikke løfte sløret for, hvad videresalgsklausulen præcis lyder på, men han vil dog godt røbe, at det kan gå hen og blive ganske lukrativt for Sikeborg.

- Hvis det bliver i den størrelsesorden, som vi snakker om nu, vil det blive vores største salg nogensinde.

Den nuværende rekord er Henrik Tømrer Pedersen i besiddelse af. Han røg til Bolton i 2001 for i omegn af 15 millioner kroner, har Kent Madsen tidligere udtalt til Ekstra Bladet.

En videresalgsklausul ligger typisk på mellem 10 og 20 procent, når det drejer sig om så unge spillere. Dermed vil en potentiel transfer på knap 400 millioner indbringe Silkeborg mellem 40 og 80 millioner.

Medie: Nu lurer storklub på Dolberg igen
Dolberg afslører: Real Madrid ville være okay
Fodboldeksperter: Sådan ser landsholdet ud ved EM i 2020