Ekspert fælder hård Zlatan-dom: Han ryger på bænken i United

Premier League-eksperten Morten Bruun glæder sig over Zlatan Ibrahimovics comeback til Manchester United, men forventer, at svenskeren må affinde sig med en helt ny og uvant rolle

Den røde løber kan roligt rulles ud på Old Trafford. Zlatan Ibrahimovic er tilbage i Manchester United, hvor han har skrevet under på en etårig kontrakt og overtager trøje nummer 10.

Stjernens comeback er blevet en realitet i kølvandet på ugelange spekulationer om fremtiden for hovedpersonen, der stadig kæmper med at komme sig over den alvorlige korsbåndsskade, som satte et trist punktum for hans første tid hos det nuværende førerhold i Premier League.

Nu tager han hul på anden akt i klubben, men det bliver i en helt ny rolle sammenlignet med den, han første gang indtog. Det mener SBS Discoverys Premier League-ekspert Morten Bruun. 

- Jeg har umådelig svært ved at se Zlatan Ibrahimovic og Romelu Lukaku spille sammen i et system under José Mourinho. Som jeg ser det, bliver svenskeren indskiftningspiller, og Lukaku vil fortsat være førsteangriber, siger Bruun til Ekstra Bladet.

- Manchester United kan måske spille det sidste kvarter af en kamp med begge spillere på banen, hvis de har desperat brug for et mål. Men Lukaku og Zlatan bejler i så høj grad til den samme plads. De er meget ens typer med en enorm fysik.

 - Svenskeren er blevet brugt i en 4-4-2-formation på landsholdet, men José Mourinho er ikke mand, der benytter det system, lyder Bruuns vurdering.

Artiklen fortsætter under billedet ...

61779624.jpg 

Et uforløst farvel
Men historien om Zlatans comeback handler om meget mere end spilletid og spillestil. Det er en fortælling om en superstjerne, der i første omgang ikke fik det ønskede farvel, da en korsbåndsskade spolerede afslutningen på forrige sæson.

Den skade kæmper han stadig med at få has på. Og det er ganske givet, at svenskeren kommer til at bruge de første måneder af sit andet ophold i United på at komme tilbage i fulde omdrejninger.

Men Morten Bruun har bange anelser i forhold til, hvorvidt Zlatan overhovedet er i stand til at finde sit gamle gear.

- Jeg vil stadigvæk sige, at det er de sidste dage af en genoptræning efter en korsbåndsskade, der er de mest afgørende. Jeg kan have min tvivl om, hvorvidt han kommer tilbage som en lige så god spiller, siger Bruun.

- Jeg ser strengt taget mest kontrakten som en gestus fra Manchester Uniteds side. Det var jo også en ulykkelig situation, da han blev skadet, fortæller Bruun.

- Ibrahimovic havde kontraktudløb denne sommer, og inden uheldet opstod, havde han jo selv undladt at forlænge med et år. Han havde sat forhandlingerne i bero, og så kom skaden. På den måde blev det hele lidt uforløst, lyder det fra eksperten.

Husker du Zlatans ikoniske saksesparks-mål mod England? Se det her:

Vild udvikling: Zlatan har skrevet under på ny United-kontrakt