Får kurv af Liverpool: Nu går Barcelona efter Eriksen

The Reds afviser kategorisk at ville sælge Philippe Coutinho til Barcelona. Det får nu ifølge The Independent den spanske klub til at gå efter Christian Eriksen i stedet

FC Barcelona er på desperat jagt efter en Neymar-afløser.

Egentlig var det cataloniernes plan, at Phillipe Coutinho skulle afløse sin landsmand på Camp Nou, men Liverpool er ikke sådan at handle med.

The Reds har afvist et bud på over 730 mio. kr., og klubbens ejer, Fenway Sports Group, har ydermere slået fast, at Liverpool ikke kommer til at sælge Coutinho nu.

Det skete i en meddelelse på klubbens egen hjemmeside fredag formiddag:

'Klubbens definitive udtalelse er, at ingen tilbud på Philippe vil blive overvejet, og han vil være en del af Liverpool Football Club, når sommervinduet lukker'.

Den udvikling havde man ifølge The Independent forudset i Barcelona, og skal man ellers tro den engelske avis, har Barça derfor allerede sat gang i plan B.

Eller plan C: Christian-planen...

The Independent skriver, at Barcelona igennem mellemmænd har igangsat de indledende handlinger med henblik på at få Christian Eriksen til Camp Nou.

FC Barcelona har en offensiv midtbanespiller som højeste prioritet i dette transfervindue. Dels fordi Neymar er forsvundet, dels fordi man ønsker manden, der med tiden kan afløse Andrés Iniesta.

Christian Eriksen bliver qua sin fremragende spilforståelse set som en spiller, der kunne passe godt til FC Barcelona, men den spanske storklub kan få lige så store problemer med Tottenham, som den har haft med Liverpool.

Spurs-formand Daniel Levy er en notorisk hård forhandler og har ikke i sinde at sælge Eriksen, der tilbage i september 2016 forlængede sin aftale med London-klubben.

Tottenham har i dette transfervindue solgt backen Kyle Walker til Manchester City for næsten en halv milliard kroner, og ifølge The Independent skal FC Barcelona regne med at måtte af med over £100 mio. (820 mio. kr.), hvis klubben vil have et ja fra Levy.

Barcelona afvist: 'Vi vil ikke en gang overveje det'

Liverpool med historisk ændring: Nu går fansene helt amok