FCK's transferbrag: Tæt på dansk VM-kant

Intense forhandlinger om at bringe Victor Fischer til Parken  

Ståle Solbakkens Balkan-bal i Parken ser ud til at være på tilbagetog.

Tiden er inde til at styrke det danske hjerte og den skandinaviske inspiration hos løverne.

Den tendens styrkes med et markant transfer-scoop for FCK op mod deadline.

Ekstra Bladet forstår, at forhandlingerne om en overgang for kantspilleren Viktor Fischer befinder sig på et intenst og helt afgørende stadium.

Danskeren rådgives af den tidligere landsholdsspiller Søren Lerby, der skulle være i gang med at få tingene på plads med FC København, mens sønnike Kai Lerby skulle befinde sig i Mainz for at få den del af handlen til at glide lettere.

Ifølge kilder i Mainz har Viktor Fischer allerede over for holdkammerater givet udtryk for, at han forventer overgangen falder på plads. NordicBets Søren Sorgenfri havde tidligere mandag samme melding.

Den tyske klub var ellers for tre uger siden meget klar i meldingerne, da de afviste ethvert ønske om at skille sig af med sin danske fløj.
- Vi er ikke interesserede i at lade Viktor gå, så både en lejeaftale og et salg er helt udelukket for os, sagde sportsdirektør Rouwen Schröder således til BT.

Den holdning har ændret sig siden, og Mainz 05 er nu indstillet på at Viktor Fischer skal spille sig til VM i andre omgivelser.

Den danske landsholdsspiller er strandet i Mainz 05, hvor han de seneste par måneder har haft svært ved at få spilletid.

Danskeren skiftede ellers efter nedrykningen fra Premier League fra Middlesbrough til Bundesligaen for at få kampe på højeste niveau.

Men den danske humørbombe har haft det svært i Mainz, hvor det kun er blevet til tre kampe fra start.

Nu ligner Parken næste destination.

Se også: Dansk landsholdsangriber får støtte efter skuffende start

Se også: Ny FCK-profil: Derfor valgte jeg udlandet fra

Se også: Kig væk, Ståle: FCK's drømmespiller klar for hjerteklubben

159 kommentarer
Vis kommentarer