Lurer på eksotisk forsvarer

Bahlul Mustafazada kan blive første spiller fra Aserbajdsjan i Superligaen

Constantin Gâlcă lurer på at hente endnu en mand til centerforsvaret. Foto: Anders Brohus
Constantin Gâlcă lurer på at hente endnu en mand til centerforsvaret. Foto: Anders Brohus

Der findes ikke mange danske klubber med så stort et geografisk vingefang som Vejle.

Og nu lurer oprykkerne på at tilføje endnu en nation til Superligaens verdenskort.

Vejle overvejer at hente den aserbajdsjanske landsholdsspiller Bahlul Mustafazada ind til centerforsvaret.

Den 23-årige forsvarer optræder til daglig for Sabah i landets bedste række, og han er med sine 1,91 meter blandt de mest luftstærke spillere i rækken.

Juhani Ojala (tv) og Mads Greve har udsigt til yderligere konkurrence i forsvaret. Foto: Jens Dresling
Juhani Ojala (tv) og Mads Greve har udsigt til yderligere konkurrence i forsvaret. Foto: Jens Dresling

Dermed lurer Vejle på at tilføje endnu mere højde til det centerforsvar, hvor kroatiske Denis Kolinger på 1,95 meter også er hentet ind denne vinter. I forvejen er Mads Greve og Juhani Ojala alle over 1,90 meter.

Vejle toppede Superligaen efter seks runder, men faldt totalt sammen efterfølgende. De lukkede 14 mål ind i de seks følgende kampe, så kampen mod Lyngby lige før jul havde et gyserpræg over sig i bundregionen.

Ud over Bahlul Mustafazada er Vejle fortsat på udkig efter en angriber, og den jagt kan meget vel ende med først at finde sin konklusion på transferdeadline, mandag.

3 kommentarer
Vis kommentarer