Opvokset i Brønshøj: Nu er han solgt for 96 millioner

Så kom det helt på plads: Emre Mor skifter til danskerklubben Celta Vigo

Emre Mor var flyvende for FCN, der fik solgt ham for et kæmpe beløb. Foto: Jens Dresling
Emre Mor var flyvende for FCN, der fik solgt ham for et kæmpe beløb. Foto: Jens Dresling

Emre Mors karriere fik voldsom fart på, da han slog igennem for FC Nordsjælland i Superligaen. Før det var han blevet kasseret hos Lyngby, men nu er han blevet solgt for store penge for anden gang i sin relativt korte karriere.

Den teknisk dygtige spiller, der har optrådt på det tyrkiske landshold, skiftede sidste år til den tyske storklub Dortmund, men her er det altså ikke lykkedes at finde et tilfredsstillende fodfæste for den 20-årige offensivspiller.

Derfor har han valgt at tage videre sydpå, nærmere bestemt hos Celta Vigo.

Det bekræfter Dortmund på sin hjemmeside, som også fortæller, at Mor selv havde mod på at prøve en anden klub i jagten på spilletid.

- Vi respekterer dette ønske og ønsker Emre en succesfuld fremtid, lyder det fra sportsdirektør, Michael Zorc.

I Spanien meldes det, at der er tale om en pris på 13 millioner euro, hvilket svarer til hele 96 millioner gode danske kroner.

Mor har fået en fem-årig kontrakt og skal spille på hold med danskerne Daniel Wass, Pione Sisto og Andrew Hjulsager.

Emre Mor valgte sidste år at takke ja til at spille for Tyrkiet, og fik dermed en billet til EM, hvor holdet - modsat Danmark - var med.

Den tidligere FCN-spiller er vokset op i Brønshøj, hvor han spillede sin første ungdomskampe, men nu har fodbolden altså bragt ham til La Liga, hvor han skal forsøge at udfolde talentet.

I Dortmund har der dog været negative historier om Mor - blandt andet denne, hvor træneren råbte og skreg efter ham.