Satser på Superligaen: Esbjerg henter tysk nummer 10

Esbjerg fB har fået en ny mand i nummer 10

Esbjergs hollandske sportsdirektør har hentet tysk forstærkning. Foto: Ole Frederiksen
Esbjergs hollandske sportsdirektør har hentet tysk forstærkning. Foto: Ole Frederiksen

Esbjerg fB har tirsdag præsenteret et nyt kort til offensiven. Det drejer sig om tyskeren Tim Hölscher, der kommer til den vestjyske klub på en fri transfer, efter at han tidligere på måneden fik ophævet sin kontrakt med Go Ahead Eagles fra den næstbedste hollandske række.

22-årige Tim Hölscher har blandt andet en fortid i FC Twente, og han har spillet 36 kampe i den hollandske Æresdivision. Nu skal han tørne ud for Esbjerg fB, med hvem han har underskrevet en kontrakt for resten af indeværende sæson.

- Tim er en teknisk dygtig fodboldspiller, som kan dække alle pladser på midtbanen. Jeg har kendt ham siden han var 15 år, og jeg har arbejdet med ham i halvandet år, da jeg var i Twente. Jeg er meget glad for det er lykkes for os at lokke ham hertil, siger sportsdirektør, Ted van Leeuwen til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Vi har mistet tre spillere i det her transfervindue. Budu Zivzivadze er udlejet, og Marco Lund er blevet solgt, mens Emmanuel Oti Essigba, som det ser ud lige nu, desværre risikerer at være ude resten af sæsonen med en skade, der er værre end først antaget. Derfor er Tim både en spændende mulighed for os, men også en vigtig brik i en intens forårssæson.

Tim Hölscher får nummer 10 i Esbjerg fB.

Se også: Hollandsk stjerne bliver i Team Esbjerg i endnu et år

Se også: Får kæmpe karantæne: Spillede på modstanderne til at score

1 kommentar
Vis kommentarer