Ståle usikker på nyindkøb: Vi må se om han er god nok

FCK har købt Martin Pušić i FC Midtjylland i en overrakende handel. Ståle Solbakken erkender, at han ikke ved, hvor meget han kan forvente af sin nye angriber

Pusic snakker om sin nye tilværelse i FC København

Lørdag formiddag præsenterede FCK den østrigske angriber Martin Pušić, som de danske mestre har hentet i Midtjylland på en et-årig aftale. Det skifte kommer i kølvandet på Federico Santanders langtidsskade, der holder ham ude til efter jul.

Martin Pušić var ellers faldet i unåde hos FC Midtjylland, og derfor tilbragte han den sidste halvdel af sidste sæson på udlån hos hollandske Sparta Rotterdam.

Her fik den 29-årige angriber nettet til at blafre seks gange i fjorten optrædener, men da han vendte hjem til Heden i sommer, var han igen i overskud og måtte tage til takke med reserveholdskampe sammen med den tidligere superstjerne Rafael Van der Vaart.

Derfor kom det også som en overraskelse for mange, at københavnerne hentede Pušić fra Midtjyllands overskudslager lørdag formiddag. Men efter østrigerens første træning var det en tilfreds Ståle Solbakken, der udtalte sig om købet.

- Det, vi har set, er, at han er en proven goalscorer i Superligaen. Vi har fået Santander skadet, og der er kun fem dage tilbage før transfervinduet lukker, så vi synes, at vi har fået en fornuftig aftale med Midtjylland, der er god for alle parter.

Men den norske træner erkender alligevel, at han ikke ved, hvor meget han kan forvente af sin nye angriber. Noget der afspejler sig i den korte aftale, som Pušić har fået.

- Vi vælger at se ham an. Vi ved jo, at Santander er klar igen til jul, men det betyder, at Pušić meget gerne skal spille nogenlunde regelmæssigt, og så må vi se, om han er god nok til at spille for vores klub.

Må se hvor god formen er
Den østrigske angriber mødte sine nye holdkammerater for første gang til lørdagens træningspas. Han virkede opsat på at vise sine kvaliteter frem med det samme og havde flere gode aktioner, der blev bifaldet af både trænere og holdkammerater.

Men angriberen har ikke spillet meget i denne sæson, og derfor er Solbakken også i tvivl om, hvor langt væk Pušić er fra topformen.

- Ingen anelse. Men nu har vi to kampe i ferien (landskampspausen). Han siger selv, at han har trænet godt, og så får han de to kampe i landskampspausen, så det, tænker jeg, er ganske fint for ham.

Selv om der kun er fem dage tilbage, før transfervinduet smækker i, ser det ikke ud til, at FCK er færdige med at handle. Ståle Solbakken skulle, efter en langtidsskade til Erik Johansson, være opsat på at få en midterforsvar til klubben.

FCk møder i morgen FC Nordsjælland i Farum, men der er ikke blevet plads til Martin Pušić.

Medie: Celtic afviser FCK-bud på Sviatchenko

Dansk 1. divisionsklub gafler spiller i Serie A