Formstærke Randers FC er parat til at agere, lige så snart Elfsborgs bud på André Rømer bliver stort nok.
Kronjyderne har over de seneste dage sendt følere rundt til mulige afløsere, og jagten snævres ind omkring en midtbanespiller, som er blevet til overs i AaB.
23-årige Magnus Christensen har rundet 100 Superliga-kampe for nordjyderne, men ankomsten af Pedro Ferreira har skubbet ham ud i skyggen. Blot 16 minutter er det blevet til denne sæson fordelt på fire kortvarige indhop for Magnus Christensen, mens unge Malthe Højholt har overhalet ham.
Signalerne fra AaB er tydelige. Magnus Christensen hører til gruppen af spillere, som skal videre, og Randers FC er interesseret.
Magnus Christensen minder i profil en del om André Rømer, da han kom til fra OB sommeren 2018. En ærlig, arbejdsom midtbanespiller, som er stagneret.
Thomas Thomasberg er en mester til at løfte den type spillere, og på den facon ligner Magnus Christensen og Randers FC et perfekt match.
Inden det kommer så vidt, skal Randers FC først komme overens med Elfsborg om en overgang, og de forhandlinger kompliceres af, at svenskernes salg af Sivert Nilsen til Brann er stødt på komplikationer.
Den første dominobrik er ikke væltet endnu.