Superliga-kaptajn chokerer: Laver det forbudte skifte

Randers FC flår anførerbindet af Nicolai Poulsen, der er enig med AGF om en aftale til sommer

Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen, og sportsjournalist Gisle Thorsen kommer her med en status og vurdering af de enkelte Superliga-klubbers transfere. Producer: Martin Lorentsen

Nicolai Poulsens status som fanfavorit og lokal helt på Randers FC-mandskabet bliver udfordret kraftigt, inden han til sommer forlader kronjyderne.

For Randers FC-kaptajnen står nemlig foran et forbudt skifte i dansk fodbold.

Næste destination bliver lokalrivalerne fra AGF.

Et kontroversielt skifte set på baggrund af Nicolai Poulsens opvækst i Randers-forstaden Helsted og ikke mindst positionen som anfører i Randers FC.

Endnu er det forestående klubskifte ikke officielt, men ærgrelsen er ikke til at skjule i Randers FC, der i sin officielle meddelelse om sammenbruddet i kontraktforhandlingerne med Nicolai Poulsen går så langt, som de kan - uden at sætte navn på anførerens næste arbejdsgiver.

- Nicolai Poulsen ser ud til at tage imod et økonomisk bedre tilbud fra en anden dansk klub, skriver Randers FC således i sin pressemeddelelse.

Hverken kan eller vil matche tilbud
Nicolai Poulsen har gennem det meste af efteråret ligget i forhandlinger med Randers FC om en forlængelse. Så sent som ved afslutningen af efterårssæsonen for halvanden måned siden gav både klub og spiller udtryk for optimisme med henblik på at nå en ny aftale.

Siden er forhandlingerne gået i hårdknude, og kulminationen kommer så i dag, hvor Randers FC melder officielt ud, at kaptajnen forlader klubben.

- Vi har strakt os så langt, vi kunne, og givet Nicolai et godt tilbud om at forlænge kontrakten. Han er anfører, har Randers FC-dna’et i blodet og har været en af de bærende spillere i genopbygningen af klubben det seneste år, men har andetsteds fra fået et tilbud, vi hverken kan eller vil matche, siger sportslig direktør Søren Pedersen i klubbens pressemeddelelse.

Inden for de senere sæsoner har Randers FC-spillerne Elmar Bjarnason, Mustafa Amini og Kasper Junker taget turen mod syd ad E45. Nicolai Poulsens skifte er imidlertid i en helt anden kategori, og det kommer til at skubbe endnu mere til lokalrivaliseringen.

Randers FC har som konsekvens af de sammenbrudte forhandlinger besluttet at flå anførerbindet af Nicolai Poulsen. Ny anfører er Erik Marxen.

Se også: Dansk talent smutter til udlandet: Her er prisen

Se også: Godt nyt til AGF-fans: Forsvarskriger forlænger

Se også: Voldsomme Superliga-tal: DBU-chef er bekymret

21 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere