Mens de fleste fodboldkampe i øjeblikket spilles for lukkede døre uden tilskuere, har man en helt anden tilgang i Vietnam.
Det var nemlig med fyldte tribuner med op mod 30.000 tilskuere, da den vietnamesiske liga fredag blev genoptaget efter at have været lukket ned grundet coronapandemien. Det skriver Reuters.
Det omtalte opgør med flere tusinde mennesker på lægterne stod mellem hjemmeholdet Nam Dihn og gæsterne fra Viettel.
Her blev tilskuerne frit lukket ind på stadion uden restriktioner om afstandskrav eller lignende. Til gengæld havde de fremmødte fans mulighed for at blive testet for coronavirus, mens nogle også bar mundbind under kampen.
Men ... Som det kan ses på billederne, var det langt fra alle, der havde lyst til at have en beskyttelsesmaske foran mundtøjet.
Artiklen fortsætter under billederne...
Se de vilde billeder:
Og måske du undrer dig over, hvordan det overhovedet kan være sundhedsmæssigt forsvarligt at lukke 30.000 mennesker ind på et stadion, hvor tilskuerne samtidig sidder tætpakket og uden afstand til hinanden.
Forklaringen er dog ganske logisk. For i Vietnam er man gået ganske udramatisk gennem coronakrisen. Således har landet blot haft 329 tilfælde af coronavirus, mens der fortsat er ingen døde med den lumske sygdom.
Er ikke bange
Alt imens tilgangen til genåbningen af Superligaen tages med strikse forbehold, har man altså et noget anderledes syn på tingene i Vietnam.
Alligevel er de fremmødte fans ikke bange for, at de skulle blive smittet med coronavirus, selvom de altså sidder med noget små mellemrum mellem hinanden.
- Hvis vi var bange for virussen, ville vi ikke være kommet. Forholdsreglerne, der blev taget for at bekæmpe virussen og for at holde vores sundhed sikker, var gode. Det er derfor, vi alle har det sjovt nu, siger Viettel-tilhæneren Dihn Van Tam til Reuters.
Dihn Van Tam bakkes op af en af aktørerne på selve banen Que Ngoc Hai, der er anfører for Viettel.
- Jeg siger ikke det her for at sammenligne os med andre lande, men vietnamesisk fodbold er vendt tilbage efter coronapausen. Det viser bare, hvor godt os vietnamesere har håndteret virussen, siger Que Ngoc Hai.
Gæsterne fra Viettel trak sig i øvrigt sejrrigt ud af opgøret og vandt med 2-1.