Årets værste udekamp: 19-0-nederlag efter 10 timer i bus

Det norske fodboldhold Valdres kørte fem timer i bus uden en træner og målmand. Med sig hjem fik de et nederlag på 19-0

Valdres' unge spillere på vej til kamp. Foto: Privatfoto
Valdres' unge spillere på vej til kamp. Foto: Privatfoto

Hvis det passer, at turen hjem føles lidt længere efter et nederlag, så har det norske divisionshold Valdres haft en ualmindeligt lang tur hjem fra kampen mod Lysekloster.

For det første er det allerede rent kilometermæssigt en lang tur. 343 kilometer ifølge Google Maps. I bus.

Men okay, det er vel, hvad man må tage med, hvis man vil spille bold med de store drenge i den norske tredje divison. Valdres-spillerne kørte i hvert fald hjemmefra klokken halv ni om morgenen og var hjemme klokken et om natten ifølge VG.

Mentalt er turen dog næppe blevet kortere af, at Valdres tabte med - og hold nu fast - 19-0!

Et exceptionelt ringe resultat i det, der er godt i gang med at være en exceptionelt ringe sæson. Efter 13 kampe har holdet en målscore på 9-93. Tre point er det dog blevet til.

Hvordan kan det så gå så galt for et hold, der trods alt spiller på et semi-højt niveau?

Det kan det, fordi klubben efter sidste sæson mistede det meste af truppen, da flere valgte at rejse. Derfor er de nu tvunget til at stille op med juniorspillere.

De lærer noget
I kampen mod Lysekloster gik det så helt galt. For det første måtte de undvære deres veteran-målmand Kai Erik Rundbråten, der ellers havde gjort comeback for at hjælpe klubben i den trængte situation. Det betød, at det var en markspiller, der måtte stå på mål.

Holdets egen træner kunne heller ikke være med på turen til Lysekloster, da han stod med en nyfødt baby, så det var i stedet materialforvalter Johnny Fjeld, der var med holdet. Han ser dog overraskende optimistisk på det store nederlag.

- Det her er unge gutter, og det blev ekstra vanskeligt, da vi mistede en mand med forstrækning efter 17 minutter. Ligeså vel er det ofte i modgang, man lærer mest. Hvis vi rykker ned til 4. division, så kommer de til at lære meget af denne her sæson, fortæller Johnny Fjeld til VG.

Det gode ved fodbold er, at der altid kommer en ny kamp, og det er måske den tanke i baghovedet på Valdres-spillerne, der har gjort, at turen hjem ikke var sølet helt ind i dårligt humør.

- Det er så som så i starten efter sådan et nederlag, men så løftet det sig. Før vi er hjemme, er der godt humør og latter.

Intl. fodbold - 25. jul. 2019 - kl. 20:05 Ufattelig afbrænder: Hvordan er det muligt?

Intl. fodbold - 21. jul. 2019 - kl. 16:53 Knivskarp stjerneangriber: Scorer frækt drømmemål

27 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere