I 2013, da Daniel Agger var en af Europas mest ombejlede forsvarsspillere, havde han faktisk sat sin underskrift på en femårig kontrakt med FC Barcelona.
Salget gik som bekendt aldrig igennem. Agger forblev i Liverpool, inden han i 2014 skiftede tilbage til hjerteklubben Brøndby.
Men nu bekræfter Daniel Agger mandag aften forløbet i Viaplay-programmet 'Offside'.
- Jeg havde skrevet under med FC Barcelona, men inden det hele blev offentliggjort, kom en anden klub ind i billedet og ville betale endnu flere penge, siger Daniel Agger.
- Kommer ikke til at ske!
Den klub var Manchester City, og Liverpool var klar til at lade Agger slippe til konkurrenten, fordi de ville betale mere. Den er Daniel Agger dog ikke med på.
- Jeg siger til dem, at det ikke kommer til at ske. Jeg skal ikke spille for dem. Det er FC Barcelona, eller også så bliver jeg, siger Daniel Agger.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Daniel Aggers Barcelona-flirt har den tidligere landsholdsanførers agent Per Steffensen skrevet om på sin Facebook-profil.
’Agger forblev Liverpool FC tro trods meget store og attraktive tilbud fra andre klubber. Jeg kan afsløre, at Daniel stadig i dag kunne have spillet for FC Barcelona. En femårig kontrakt lå i sommeren 2013 klar på bordet. Agger lod det være op til LFC, og ville ikke prøve at tvinge et salg igennem. Alle ved, hvordan det gik,’ lød det dengang fra Per Steffensen.
Til slut løb det hele ud i vasken, og Daniel Agger fortsatte med at spille fodbold på Anfield.
Kom med bag murene og se billederne: Så vildt er Brøndby Stadion