’Hvorfor gider I overhovedet bruge spalteplads på ham?’
Sådan har flere af Nationens brugere skrevet i kommentarfeltet, når der har været nok en artikel om Nicklas Bendtner. Og vi indrømmer gerne her på Ekstra Bladet, at den danske angriber har været her, der og alle vegne, siden han skrev under med Rosenborg BK.
Men selvom der er nogle, der har fået nok af Nicklas Bendtner, så er han stadig en ganske populær herre, og ikke mindst i sin nye klub, hvor han allerede har gjort sig umanerligt populær med en scoring i liga-debuten søndag aften.
- Han bliver en berigelse for klubben, det er der ingen tvivl om, lød det fra en af de fremmødte tilhængere til mandagens lette træning.
- Og for klubben, supplerede en anden.
Der var dog ingen Nicklas Bendtner på træningsbanen denne mandag. Han var i stedet sendt til en let, indendørs træning for at restituere stængerne efter de 90 minutter på banen dagen før. Den danske angriber havde da også set en smule træt ud i kampens afslutning, hvor tungen hang godt ud af halsen, så måske det var en god idé at give Bendtner en rolig dag på kontoret.
SE NICKLAS BENDTNER-VOXPOPPEN ØVERST I ARTIKLEN
Ingen Bendtner i syne
Efter kampen fortalte Nicklas Bendtner til pressen, at han havde været glad for, at hans familie og især sønnen havde siddet på tribunen og set den imponerende præstation.
Det var måske netop familien, Nicklas Bendtner havde afsat tid til efter mandagens træning, for han var heller ikke til at finde i mixed zone på Lerkendal Stadion efter træningen. Det var Mike Jensen til gengæld, og han er heldigvis ikke blevet træt af at snakke om sin nye danske kollega.
- Der er altid meget opmærksomhed om Rosenborg, også udover Nicklas Bendtner, men det er da klart, at det har fået lille nøk opad, specielt fra danske medier, og det er helt okay, synes jeg, fortalte Mike Jensen til Ekstra Bladet.
- Så den hype, der er omkring ham, den er helt berettiget?
- Ja, det så vi i går, at den er. Men jeg tror, at det er godt for Nicklas at komme i gang med at spille kampe, så han slipper for at snakke så meget med munden og i stedet kan tale med fødderne, lød det fra Mike Jensen.
Det er dog ikke så overraskende, at medspillere og tilhængere taler godt om deres nye frontmand. Spørgsmålet er i stedet, om Bendtner-manien har bredt sig til resten af Trondheim?
Vi besluttede at tage de få kilometer fra Lerkendal Stadion til gågaden i Trondheim, for at få den almindelige Trønders syn på Nicklas Bendtners ankomst.
Hvordan det løb af stablen, kan du se i videoklippet øverst, men uden at løfte for meget af sløret, kan vi godt fortælle, at Nicklas Bendtner ikke har tryllebundet alle indbyggere i Trondheim… endnu.
Langt fra toppen og ude af landsholdet: Derfor er Bendtner stadig hot
Efter drømmedebut i Norge: Kølig Bendtner varsler mere succes