Jon Dahl Tomasson forlod ved årsskiftet Malmö FF efter to svenske mesterskaber i træk.
Nu vil den danske cheftræner have nye udfordringer, og til Ekstra Bladet fortalte den tidligere landsholdsmålsluger, at der har været tilbud nok allerede.
Over for det italienske medie Tuttomercatoweb åbner Jon Dahl Tomasson nu yderligere op for sine fremtidsplaner, der meget vel kan komme til at foregå i Italien, hvor Tomasson havde stor succes som spiller for AC Milan i tre sæsoner fra 2002-2005.
- Det ville klart være vidunderligt at vende tilbage til Italien, hvor jeg har tilbragt fantastiske år. Italien er et af de største fodboldlande i verden, så enhver træner med store ambitioner vil elske denne udfordring.
- Italiensk fodbold er vokset meget, og Serie A er en af de ligaer, hvor jeg henter inspiration takket være hold, der spiller moderne og dynamisk fodbold med samme stil, som jeg selv foretrækker som manager, siger Jon Dahl Tomasson til Tuttomercatoweb.
Den danske træner, der fungerede som assistenttræner for Åge Hareide på det danske landshold fra 2016 til 2020, udtaler i øvrigt, at han er stolt over sin periode som cheftræner i den svenske mesterklub, som han tog hele vejen til Champions League-gruppespillet denne sæson.
Hvornår Jon Dahl Tomasson sætter sig i trænersædet igen, er stadig uvist.
Til Ekstra Bladet siger Tomasson, at han overvejer at vente med at træffe en beslutning, til sæsonen er færdigspillet i de store ligaer og bruge et halvt år på at 'lade batterierne op og studere fodbold'.
--------- SPLIT ELEMENT ---------