Goddag og farvel.
Det var nok sådan, den tidligere Liverpool-kant Albert Riera havde det efter sit første pressemøde i hans nye klub NK Olimpija Ljubljana.
Pressemødet var knapt nok gået i gang, før en gruppe hårdkogte Ljubljana-fans kom brasende ind i lokalet, og beordrede den 40-årige spanier til at smutte.
Flere af fansene havde såkaldte balaclavas på, som er en type maskering, man trækker ned over hovedet, så kun øjnene er synlige. Det bliver også brugt på flere stadions i Danmark.
Riera forsøgte at forklare fansene, at han var der for at snakke om fodbold, men det blæste fansene på, og efter kort tid forlod den nye træner lokalet.
Årsagen til det bizarre optrin skyldtes ifølge El Partidazo de COPE, at klubbens fans er utilfredse med, at klubbens præsident ikke har givet dem et svar på, hvorfor deres forhenværende træner Robert Prosineck blev fyret efter blot tre måneder i klubben.
Efter fyringen skrev klubben, at Prosineck drak og spillede kort med andre medlemmer fra staben efter træning, hvilket i nogle tilfælde gik ud over træningen dagen efter.
Det har den kroatiske manager efterfølgende kaldt den største løgn nogensinde.
På trods af det kaotiske pressemøde havde Riera sin første træning med truppen i mandags og skal torsdag på en meget vigtig opgave, når han i sin første kamp med klubben skal spille Conference League-kvalifikation mod F91 Dudelange.
Det er Rieras første job som cheftræner, efter han var assistent i Galatasaray gennem to sæsoner.
Spanieren har ud over Liverpool også spillet i klubber som Espanyol, Bordeaux, Galatasaray og Manchester City.
--------- SPLIT ELEMENT ---------