U17-VM: 3-0 nederlag til Brasilien

Danmark var godt med, men scorede ikke på chancerne

Danmark tabte 3-0 til Brasilien ved åbningskampen ved VM i Mexico. (POLFOTO)
Danmark tabte 3-0 til Brasilien ved åbningskampen ved VM i Mexico. (POLFOTO)

Det danske U17-landshold fik en ærgerlig start på U17-VM i Mexico, da holdet tabte 3-0 til Brasilien.

Danmark startede ellers kampen flot og havde flere gode chancer i kampens første minutter. Største chance tilfaldt FCK's Kenneth Zohore, men han brændte et skud helt fri foran mål efter bare fem minutter.

FC Midtjyllands Victor Fischer viste prøver på sit store talent og afdriblede i midten af første halvleg to brasilianere på baglinjen, men hans afslutning blev reddet med en fodparade af Brasiliens målmand.

Efter en halv time kom Brasilien foran på et langskudshug af Edemilson i en situation, hvor målmand Oliver Korch ikke var helt chanceløs.

- Jeg synes ikke, de er tre mål bedre end os i dag, men det er fortjent, de vinder. Varmen skal heller ikke være nogen undskyldning, men jeg kunne godt mærke på spillerne efter kampen, at de var mærkede, fortæller landstræner Thomas Frank til ekstrabladet.dk

Stærke brasilianere
I anden halvleg lagde Brasilien hårdt ud og pressede Danmark i bund på det 30 grader hede stadion i Guadalajare. Danmark kæmpede sig dog tilbage, og efter 55 minutter burde Victor Fischer have udlignet, da han pludselig var helt alene igennem, efter at danskerne havde appelleret for straffespark. Det blev dog ikke dømt, og Fischer sparkede efterfølgende bolden langt over mål. I det efterfølgende angreb kombinerede Brasilien sig elegant igennem, og så kunne Wallace brage bolden op i det danske nettag til en 2-0 føring.

- Målet til 2-0 knækker os, og så er det virkelig op ad bakke for os. Vi var ikke kyniske nok, og der var ikke nok kvalitet i vores afslutninger i dag. Men vi holder turneringens favoritter nede på halvanden chance i første halvleg, og det giver forhåbninger frem mod kampen mod Elfenbenskysten, som vi skal have point mod, siger Thomas Frank til ekstrabladet.dk

Så gik luften mere eller mindre ud af de danske drenge. En stærkt spillende Christian Nørgaard måtte udgå med en skade, og selv om Yossuf Poulsen bragte energi og et stærkt forsøg mod det brasilianske mål ind i kampen, var der ikke meget at stille op for det danske hold.

Med 12 minutter igen kunne Ademilson med sit andet mål lukke kampen, og Danmark indkasserede, på trods af generelt godt spil og flere åbne chancer, et klart nederlag på 3-0.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere