De vildeste fodboldrygter

Det er sæson for klubskifter i den internationale fodboldverden. Ekstra Bladet bringer her et overblik over øjeblikkets vildeste 'måske-handler'

Brasilianske Neymar er sommerens hotteste salgsvare. (Foto: Getty Images)
Brasilianske Neymar er sommerens hotteste salgsvare. (Foto: Getty Images)

Luka Modric fra Tottenham til Chelsea - 185 millioner
Den lille, kroatiske midtbanetroldmand er i hovedrige Chelseas søgelys. Klubben fra den blå del af London skal revanchere en skidt sæson, der hverken kastede mesterskab eller Champions League-titel af sig. Det skal rivalernes midtbanemand hjælpe til med, og Chelsea har efter sigende allerede smidt et bud på 185 millioner kroner på Tottenham-bordet.
Modric vil gerne videre efter tre år i Tottenham:
- Hvis der kommer en klub og tilbyder en acceptabel pris, så vil jeg gerne skifte, siger Modric ifølge The Sun.
Tottenham er dog ikke ivrig efter at afskibe klubbens guldæg:
Læs også: Spurs-boss: Hold nu kæft, Chelsea

- Vi er ikke parate til at sælge Modric til Chelsea eller nogen anden klub. Ingen af vores nøglespillere vil blive solgt denne sommer, siger Tottenham-formand Daniel Levi til The Sun

Neymar fra Santos til Real Madrid - 337 millioner
Hele fodboldverdenen taler for tiden om det nyeste brasilianske vidunderbarn. Neymar er navnet. Han er 19 år, spiller for brasilianske Santos og er allerede noteret for fem landskampe.
Real Madrid-cheftræner José Mourinho er blandt dem, der har kastet sin fodboldkærlighed på den unge dribler med det høje hår. Det har efter sigende medført et bud fra kongeklubben på intet mindre end 337 millioner kroner. Godt 80 millioner kroner mere, end hvad Chelseas Roman Abramovich er villig til at betale for en 19-årig, og dermed ser det ud til, at sommerens dyreste handel endnu en gang involverer storklubben fra Madrid.

Giuseppe Rossi fra Villarreal til Barcelona - 300 millioner
Manchester United kunne ikke bruge den unge italiener, og så blev han skibet af sted til spanske Villarreal. Det er de glade for i den spanske klub, for Rossi har i løbet af et par sæsoner udviklet en særdeles fint-duftende målnæse. Det har Champions League-vinderne fra Barcelona bemærket, og de har derfor i en længere periode prøvet at tilknytte den 24-årige italiener. Forhandlingerne ligger dog pt. i dvale, da Barcelona ikke vil honorere Villarreals priskrav på 300 millioner kroner. Det skriver goal.com

Tevez og Eto'o bytter klub
En af sommerens helt store handler kan være under opsejling mellem Inter og Manchester City. Samuel Eto'o har ytret, at han godt kunne tænke sig at prøve sig af i Premier League, og her er Manchester City nævnt som en af kandidaterne til at sikre sig den målfarlige, 30-årige angribers underskrift.
Samtidig har det argentinske kraftværk Carlos Tevez ved flere lejligheder luftet muligheden for, at den netop afsluttede sæson bliver hans sidste i den lyseblå trøje. Et skifte er ikke usandsynligt, og her skulle Inter være en af de klubber, der kan betale overgangssummen på 420 millioner kroner samt en ugeløn på 1,4 millioner kroner.
Den mulige handel styrkes yderligere af, at argentineren Marcelo Bielsa er blandt favoritterne til at afløse Leonardo på trænerposten i Inter. Bielsa skulle efter sigende have et godt øje til sin landsmand.

Alexis Sanchez fra Udinese til Barcelona
Manchester United, Manchester City, Juventus og Inter skulle alle have vist interesse for Udineses chilenske offensiv-spiller. Men nu ser det ud til, at det catalanske storhold slår konkurrenterne på målstregen.
- Vi er optimistiske, selv om vi stadig er i den indledende forhandlingsfase, siger Barcelonas vicepræsident Josep Maria Bartomeu ifølge The Sun.
Også Udineses transferagent er fortrøstningsfuld med hensyn til et skifte.
- Alle de store klubber vil have ham, men Barcelonas kraftfulde entre i forhandlingerne har ændret situationen en del, siger Stefano Antonelli.
Prisen på angriberen er ikke nævnt, men tidligere i år fik tyrkiske Galatasaray afvist et bud på 170 millioner kroner.

Raphael Varane fra Lens til Manchester United eller Real Madrid - 75 millioner
Sir Alex Ferguson kan bygge et fremtidigt United-forsvar op omkring den blot 18-årige Raphael Varane fra franske Lens. Ferguson har sågar også smidt et bud på 75 millioner kroner afsted til den franske klub, men i 11. time kan den handel blive forpurret af allestedsnærværende Real Madrid.
Jose Mourinho skal således have forklaret Varane, der fik sin debut i den franske liga så sent som november sidste år, at han vil være en del af klubbens planer for den kommende sæson, hvis han vælger den hvide trøje frem for den røde.

Rasmus Lindgren til Red Bull Salzburg
Både Brøndby og OB har igennem længere tid haft snøren ude efter Ajax' svenske midtbanespiller. Men de to klubber får ifølge avisen Salzburger Nachrichten en lang næse. Svenskeren droppen nemlig ifølge avisen de danske bejlere og stikker til Østrig og klubben, hvor Thomas Augustinussen i sidste sæson slog sine folder.

1 af 5 Luka Modric vil gerne væk fra Tottenham, men klubben er ikke tosset med at sælge driblekongen. (Foto:AP)
2 af 5 Giuseppe Rossi er i Barcelonas søgelys. (Foto:AP)
3 af 5 Carlos Tevez kan være på vej til Inter og samtidig sende herren nedenunder et smut til Manchester. (Foto: Robin Parker)
4 af 5 Samuel Eto'o kan snart være fortid hos de detroniserede italienske mestre fra Inter. (Foto:AP)
5 af 5 Brasilianske Neymar er sommerens hotteste salgsvare. (Foto: Getty Images)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere