Özils far skyld i Real-exit

24-årige Mesut Özil angiveligt under stærkt pres fra sin far, da han til stor overraskelse endte med at sige ja til Arsenal

Mesut Ozil risikerer at afspore sin karriere med skiftet til Arsenal, skriver den spanske avis Marca. - Foto: AP.
Mesut Ozil risikerer at afspore sin karriere med skiftet til Arsenal, skriver den spanske avis Marca. - Foto: AP.

Ingen underskriver en kontrakt med en pistol for tindingen, og da slet ikke når man tilhører kredsen af verdens bedste fodboldspillere.

Alligevel vurderer den spanske avis Marca, at det er på sin plads til stille spørgsmål ved og ligefrem antage, at Mesut Özil var under stærkt pres fra sin far, da han til manges overraskelse skiftede Real Madrid ud med Arsenal.

Se også: Mesut Özil om Real Madrid-exit: Ancelottis skyld

Et skifte, der har skabt stor debat og opstandelse hos Real Madrids fans. Efter manges mening var Mesut Özil en af holdets bærende kræfter, som det er dumt at skille sig af med, selv om det nogenlunde halvvejs kompenserer for de mange penge, man har givet ud for Gareth Bale.

Marca, der traditionelt bygger sine historier på stærke og troværdige kilder i Real Madrid, hævder, at skiftet skete efter længere tid, hvor Mesut Özils far medvirkede stærkt til at opbygge en konflikt kredsende omkring en forbedring af den eksisterende kontrakt.

At Mesut Ozil gennem det tyske fodboldforbunds hjemmeside har givet udtryk for, at han ikke længere følte, at han havde tillid fra træneren eller ledelsen, er ikke den egentlige forklaring, mener Marca.

Se også: Real Madrid-spillere begræder Özils skifte

Avisen citerer en central person, som på tætteste hold har fulgt Özil gennem hans karriere:

- Han er blevet skør. Han elskede Real Madrid, og det vil først gå op for ham om tre uge hvilken frygtelig fejltagelse, han har begået. Jeg håber, jeg tager fejl, men jeg frygter, at hans far stopper hans karriere med den her beslutning. I Madrid kunne han være blevet en legende. I Arsenal vil han komme til at træne i regnvejr og med spillere på lavere niveau.

Se også: Ramos: Özil den sidste der skulle sælges

Selv siger Özil til det tyske fodboldforbund, at han har brug for tillid, og at det han vil få i Arsenal.

Underforstået, at der ville være sået tvivl om ham, hvis han var blevet i Real Madrid. En vurdering, Marca ikke er enig i. Avisen mener, at vejen til exit blev skabt, da Real Madrid i maj sagde nej til at ændre Özils kontrakt, så der kom mere i lønningsposen.

Det gjorde angiveligt far Özil, som repræsenterer sin søn ved forhandlingsbordet, så utilfreds, at han efterfølgende forsøgte at gøre klubber som Bayern München, Manchester United, PSG og Arsenal interesseret i sønnen.

Og slutteligt skal faderens skidt-snak om Real Madrid også have medført, at Mesut Özil indvilligede i at forlade den klub og den tilværelse, han for mindre end et år siden i et interview med Marca sagde, var perfekt.

Mesut Özil kommer til at tjene otte millioner euro om året i Arsenal. Tre mere end i Real Madrid.

Se også: Endelig, Wenger: Özil skifter til Arsenal

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere