Brasiliens anfører glemte Neymar

Thiago Silva afslørede, at han ikke havde læst reglerne for afstemning til Ballon d'Or, da han begrundede sine valg

Thiago Silva (t.v.) overså, at han gerne måtte stemme til Neymar til Ballon d'Or. (Foto: Georgios Kefalas/AP)
Thiago Silva (t.v.) overså, at han gerne måtte stemme til Neymar til Ballon d'Or. (Foto: Georgios Kefalas/AP)

Det gik muligvis lidt for stærkt, da den brasilianske landsholdsanfører Thiago Silva skulle afgive sine stemmer til dette års Ballon d'Or, verdens bedste fodboldspiller. Beslutningen om at stemme på Lionel Messi, Zlatan Ibrahimovic og Cristiano Ronaldo var nok i sig selv ikke overraskende. Til gengæld har begrundelsen nu resulteret i røde ører.

- Det var en skam, at jeg ikke kunne stemme på brasilianere. Neymar ville have været øverst og så ville jeg sætte mig selv som toer, afslører han i et interview med Globoesporte med henvisning til den tro, at han ikke måtte stemme på landsmænd.

Men havde han læst retningslinierne fra FIFA, så havde han opdaget, at det alene er forbudt at stemme på sig selv. Man må gerne stemme på en landsmand. Det gjorde Thiago Silva så ikke, selvom han gerne ville.

- I stedet satte jeg Messi øverst, Ibra toer på grund af alle hans mål og Cristiano Ronaldo som treer. Han vandt ingen titler sidste år.

- De er alle fantastiske spillere og en af dem kan stå som vinder.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere