Ilsø: Sven-Göran er fantastisk

Ken Ilsø glæder sig over at træne under et stort navn som Sven-Göran Eriksson

(Foto: Alexandre Meneghini/AP)
(Foto: Alexandre Meneghini/AP)

Da Ken Ilsø i marts skrev kontrakt med den kinesiske klub Guangzhou R&F, kom han til en klub med et markant trænernavn i spidsen.

Se et længere interview med Ken Ilsø over artiklen. Interviewet er fra mandagens udgave af Fodbold Med Attitude.

Det er således den tidligere engelske landstræner med en fortid i en lang række topklubber, Sven-Göran Eriksson, der fungerer cheftræner for den kinesiske klub, og det har været en stor oplevelse for Ilsø at træne under det svenske trænerikon.

- Det har været fantastisk at komme til at træne under sådan en kapacitet. Han er utrolig dygtig, og han træner også på en anden måde end jeg har været vant til. Han træner på større arealer end jeg har prøvet i Tyskland. Det er mere kamprelateret og i fuld størrelse, siger Ken Ilsø til tipsbladet.dk.

Ken Ilsø har oplevet Sven-Göran Eriksson som en dygtig træner, der håndterer de forskellige udfordringer i klubben forbilledligt. For i en region hvor ikke alle kan engelsk, opstår der indimellem mærkværdige situationer.

- Jeg skulle have en snak med Sven-Göran sammen med Park Jong-Woo, der også spiller central midtbane. Han er koreaner og begår sig ikke på engelsk. Så vi skulle sidde mig, Sven Göran, Park, hans kinesiske/koreanske oversætter og så en tolk, der kunne oversætte fra kinesisk til engelsk. Det er sådan nogle udfordringer, han skal håndtere, og det er fantastisk, at han kan det. Det kræver en form for aura og nogle specielle evner som træner i forhold til at være klar og tydelig omkring det, man vil have, fortæller Ken Ilsø, der er fuld af lovord om sin nye træner.

Se også: Skuffet over træner-raseri: Upassende og sårende

- Han ved, hvad han snakker om. Han har været træner for nogle utroligt dygtige fodboldspillere gennem tiden. Han ved, hvad han vil, og han er utrolig let at komme til. Man kan komme til ham, hvis man har et eller andet. Han er utrolig jordnær og bare en dygtig træner, siger han.

Ken Ilsø har indtil videre scoret et mål i to kampe for Guangzhou R&F.

Læs mere om fodbold på Tipsbladet.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer