Avis med overraskende melding: Betis vil af med Durmisi

Riza Durmisi kan være på vej væk fra Real Betis, skriver avisen AS. Klubben er på udkig efter en ny venstre back, men har endnu ikke modtaget store nok bud på danskeren

Durmisi i duel med Modric. Foto: All over
Durmisi i duel med Modric. Foto: All over

Sikke en forskel, et år kan gøre.

I januar 2017 viste Liverpool interesse for Riza Durmisi, hvilket backen selv bekræftede, efter han havde leveret en stærk start i Real Betis. Nu går rygterne også på et exit fra klubben, men med omvendt fortegn: Ifølge AS vil Betis af med Durmisi.

Avisen skriver, at Betis endnu ikke har fået et stort nok bud på den danske landsholdsback, klubben kræver angiveligt seks millioner euro, men den er allerede begyndt at se sig om efter en ny venstre back.

Betis forsøgte ifølge AS at hente Nicolás Tagliafico, som i stedet synes på vej til Ajax.

Det er ellers ikke, fordi Durmisi ikke har fået spilletid for sin klub. Bortset fra sæsonens første kamp og tre opgør i oktober, da han var skadet, er han startet inde i samtlige øvrige 13 ligakampe.

Problemet skulle ligge i, at Durmisi ikke er lige så stærk i cheftræners Quique Setiéns fireback-kæde, som han var i sidste sæson, hvor forgængeren, Víctor Sánchez, brugte tre midtstoppere og dermed gav Durmisi mere offensiv frihed.

Den 23-årige Durmisi har stadig tre et halvt år tilbage af sin aftale med Betis.

Han blev i går valgt til venstre back i Spillerforeningens 'Årets Mandlige Hold'.

Se også: OB sælger forsvarsspiller til tysk fodboldklub

Se også: Succes-dansker har lige forlænget: Nu er han tæt på klubskifte

Se også: Mølby: Derfor slår AC igennem i Chelsea

88 kommentarer
Vis kommentarer