Bendtner sigter mod Premier League: Her er mulighederne

Wolfsburg har ikke fået bud på Bendtner, men Wolfsburgs sportschef Klaus Allofs har spurgt tidligere landstræner Morten Olsen til råds for at få angriberen tilbage på sporet

Smilene var store, da Nicklas Bendtner i august 2014 blev præsenteret i Wolfsburg. Nu har sportsdirektør Klaus Allofs (t.h) rådført sig hos Morten Olsen for at få gode ideer til at tackle angriberen. (Foto: Polfoto)
Smilene var store, da Nicklas Bendtner i august 2014 blev præsenteret i Wolfsburg. Nu har sportsdirektør Klaus Allofs (t.h) rådført sig hos Morten Olsen for at få gode ideer til at tackle angriberen. (Foto: Polfoto)

Nicklas Bendtner skal ’hjem’ til Premier League.

Det er i hvert fald det primære mål for angriberen, der om tre dage fylder 28 år.

Men som det fremgår her på siderne kan det blive svært at få drømmen opfyldt om igen at spille i Premier League.

Bendtner kan godt glemme topklubberne. Han skal se mod overlevelseskampen i bunden af tabellen, hvis han overhovedet skal tilbage til den liga, hvor han trods alt har fejret de største triumfer i karrieren. Primært i Arsenal og til dels i Sunderland.

Svært at finde en klub
Historien fra Bild tirsdag om, at Newcastle er interesseret i danskeren er ikke direkte forkert, men der er ifølge Ekstra Bladets oplysninger slet ikke kommet noget konkret på bordet endnu.

Newcastle leder efter en angriber, men om Bendtner havner i det nordlige England er langt fra sikkert.

Som det fremgår her på siderne er Aston Villa måske det bedste bud for en fremtidig destination, hvis Bendtner overhovedet skal havne i Premier League.

Sunderland og Bournemouth har allerede forstærket sig på angrebsfronten. Norwich og Swansea leder, men de ser næppe mod en utrænet dansker, der ikke har spillet fast førsteholdsfodbold i mere end halvandet år.

Fra den næstbedste række kan Hull blive en mulighed. Ikke mindst fordi Nicklas Bendtner to gange tidligere har spillet under Steve Bruce. I Sunderland og Birmingham med rimelig succes.

Men faktum er lige nu, at Nicklas Bendtner er på træningslejr med Wolfsburg og sportsdirektør Klaus Allofs har ikke noget, han skal forholde sig til i forhold til danskeren.

- Jeg har ikke modtaget noget tilbud på Nicklas Bendtner, og vi er i en situation, hvor vi har brug for alle spillere. Hvis der kommer et bud på Bendtner, vil vi forholde os til det. Vi har tit talt med Nicklas og hans agent, men de har på intet tidspunkt udtrykt ønske om, at Nicklas ønsker at forlade os, siger Klaus Allofs til Ekstra Bladets tyske pressekilder.

Bendtner i modangreb: Kan Jordan dunke?

Gode råd fra Morten Olsen
Sportsdirektøren har brugt meget tid på Nicklas Bendtner, siden han kom for halvandet år siden. Men han har også følt sig nødsaget til at søge råd hos sin gamle holdkammerat fra FC Köln-tiden, Morten Olsen.

- Vi har haft mange diskussioner med Nicklas. Han kan ikke sige, han ikke ved, hvad vi forlanger af ham. Jeg har de seneste måneder haft flere samtaler med Morten Olsen.

- Men det er også mit indtryk, at Nicklas i dag er en anden spiller. Han har ændret sig på mange områder, tilføjer Klaus Allofs.

Morten Olsen bekræfter, at han har været i tæt dialog med Wolfsburgs sportsdirektør i løbet af de seneste måneder, hvor emnet har været Nicklas Bendtner.

- Det er naturligt, at man bruger sit netværk. Klaus og jeg var holdkammerater i FC Köln og har bevaret kontakten.  Jeg kan kun komme med mine input, men til sidst handler det jo om, at spilleren tager fat i sig selv. Det vil altid være op til Nicklas at yde det, som klubben kræver, siger Morten Olsen

Ekstratræning
Nicklas Bendtner leder lige nu efter formen på Wolfsburgs træningslejr.

Han blev beordret ekstra træning to dage i Wolfsburg og de to første dage på træningslejren, fordi resultaterne fra pulsmålingen efter juleferien ikke var tilfredsstillende for cheftræner Dieter Hecking.

- Vi gav spillerne træningsplaner, der skulle udføres på 100 procent i ferien, siger Dieter Hecking til Kicker.

Han følte således ikke, Bendtner havde givet sig nok i juleferien.

- Det er ikke fordi, han ikke har løbet. Men det er mere, hvordan han har løbet. Det var ikke det, vi havde regnet med, siger Hecking.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Nicklas Bendtners agent, Ivan Marko Benes.

Utilfreds Bendtner på vej ud af Wolfsburg-døren