Besked til fodboldspillere: Slet jeres spor

Khalida Popal, der var med til at starte det afghanske kvindelandshold, fortæller, at hun har det forfærdeligt over at se, hvad der sker i hendes hjemland

Besked til fodboldspillere: Slet jeres spor

Khalida Popal fortalte Ekstra Bladet i december, hvordan hun måtte flygte fra landet.

Afghanistan befinder sig i en katastrofal situation, hvor der udspiller sig kaotiske scener, efter at Taliban over den seneste uges tid har overtaget magten i landet.

Talibans ideologi er meget undertrykkende over for kvinder, og derfor kan mange af kvinders rettigheder, der er blevet kæmpet for over de seneste år, være på vej væk.

Det gør ondt at se for Khalida Popel, tidligere fodboldspiller og nu er projektleder i FC Nordsjælland. Hun har i flere år kæmpet for kvinders rettigheder i Afghanistan og var en af kræfterne bag etableringen af et landshold for kvinder i landet.

- Det er så smertefuldt. Jeg har grædt meget de seneste dage. Det er en tragedie at se landet i kollaps, fortæller Khalida Popal til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

- De er blevet efterladt
Khalida Popal føler, at kvinderne i Afghanistan er blevet efterladt, så de bliver nødt til at klare sig selv imod det forfærdelige regime, der er ved at blive genopbygget i landet.

- Jeg husker i 2001, da landene trådte ind i Afghanistan, at de sagde, at de ville forsvare kvindernes rettigheder, og nu har de forladt landet, fordi de ikke ser interesse i landet mere. Nu er alle de kvinder, der har sat på livet på spil for at forsvare kvinders rettigheder, blevet efterladt alene i landet og er i stor fare.

- Alle de kvinder har opnået så meget, inklusive mig selv, og har ofret så meget, og nu er det bare væk. Vores spillere er i store fare, fordi folk kender dem, deres naboer ved, hvem de er. De har været meget aktive i deres kamp, og de har været meget imod Talibans ideologi, fortæller Khalida Popal.

 

I daglig kontakt med spillerne
Det afghanske kvindelandshold skal efter planen spille kvalifikation til Asian Cup i september, men fremtiden for kvindelandsholdet ser noget mere usikkert ud efter Talibans overtagelse. Khalida Popal fortæller, at hun er i kontakt med spillere i landet, der fortæller, at de er bange.

- Jeg er i daglig kontakt med dem. De er så bange. De beder om at hjælp. Jeg er i kontakt med trænere og spillere, og de er nu efterlyst. Taliban vil have folk til at give navne på dem, der har været aktive i kampen mod Taliban.

Hun råder dem til at fjerne alle spor af, at de har spillet fodbold i landet.

- Jeg fortæller dem, at de skal slette deres kontoer på sociale medier og fjerne alle deres billeder. Alt det vi har kæmpet for kvinder, der kan have sin egen identitet, og nu bliver jeg nødt at fortælle dem, at de skal fjerne deres billeder, siger Khalida Popal og fortsætter:

- De græder. De siger, at selvom de fjerner deres sociale medier, så ved folk, at de har spillet fodbold. Det er frygteligt.

I Danmark sidder Khalida Popal og ser de forfærdelige billeder fra sit hjemland, der er i forfald. Et land, hvor hun har kæmpet for, at kvinder kunne få lov til at lave det, de havde lyst til, som f.eks. at spille fodbold.

- Jeg føler mig hjælpeløs. Når man ser så mange unge mennesker med store drømme stoppe med at drømme nu. Det gør ondt, afslutter Khalida Popal. 

Khalida Popal

Født i Kabul i Afghanistan i 1987.

Flygtede i 2010 fra hjemlandet og levede i måneder under jorden i Indien.

Kom til Danmark og boede på Center Sandholm og siden Hanstholm.

Fik asyl i 2012.

Stifter af organisationen Girl Power Organisation.

Ansat som projektleder i FC Nordsjælland.

Tilbage i december besøgte Ekstra Bladet Khalida Popal på Farum Park, hvor hun fortalte om sin utrolige historie. Læs mere her.