Bizar forestilling: Måtte sende to markspillere på mål

Opgøret mellem Strasbourg og Lille udviklede sig ganske atypisk, da to markspillere måtte stå på mål

I fodbold skal man passe på med at bruge sine udskiftninger for tidligt i kampen. Det må den franske klub Lilles træner, Marcelo Bielsa, sande efter en besværlig dag på kontoret. Mildest talt.

Efter 18 minutter var to Lille-spillere udgået med skader i udekampen mod Strasbourg, og fem minutter før pausen brugte Bielsa sin tredje og sidste indskiftningsmulighed.

Og det skulle koste.

63 minutter inde i kampen fik Lilles målmand, Mike Maignan, direkte rødt kort for at smide bolden efter en modstander. Så var gode råd dyre for den argentiske træner, der af gode grunde ikke kunne sende sin reservekeeper på banen.

I stedet blev angriberen Nicolas De Preville beordret i kassen.

Det kostede allerede ti minutter senere, da Strasbourgs Jonas Martin sendte bolden ind bag den vikarierende målmand.

En scoring var åbenbart rigeligt for den den debuterende keeper, der hurtigt gav handskerne videre til anfører Ibrahim Amadou.

Den beslutning hjalp lige lidt og med to hurtige scoringer i slutfasen sikrede Strasbourg sig en hjemmesejr på 3-0 i sæonpremieren i den franske Ligue 1.

Mon ikke Marcelo Bielsa tænker sig ekstra godt om, næste gang han overvejer at bruge sin tredje udskiftning inden pausen.

Eriksen overstråler alle i fornem Tottenham-premiere
Brøndby snydt for sejren mod bundprop
Nicolai Jørgensen fortsætter mål-show i Holland