Blatter angriber Platini: Han truede mig med fængsel

Sepp Blatter beskylder nu Michel Platini for at have truet Blatter til at trække sig som præsident for FIFA

Blatter skyder med skarpt mod Platini. (Foto: AP)
Blatter skyder med skarpt mod Platini. (Foto: AP)

Det har været en lang saga med Sepp Blatters fratræden som præsident for FIFA

Først blev han valgt trods massive protester. Senere trådte han tilbage, og derefter var der igen forlydender om, at han måske ikke ville trække sig fra posten alligevel.

UEFA-præsident Michel Platini har offenliggjort, at han går efter posten i FIFA ved valget i februar næste år, men han møder nu hårde beskyldninger fra Sepp Blatter, der påstår, at Michel Platini har truet ham gennem Blatters bror, Peter Blatter.

- Platini var til frokost med min bror. Han sad til bords med ham. Han fortalte ham, at jeg skulle træde tilbage inden valget, ellers røg jeg  i fængsel, siger Sepp Blatter ifølge goal.com.

Michel Platini har ikke ønsket at kommentere anklagerne. I stedet har en repræsentant fra UEFA udtalt følgende:

- Denne falske historie er det seneste i en række forsøg i Zürich på at distrahere verden fra de rigtige problemer, som FIFA står overfor.

- Præsidenten for UEFA har valgt ikke at svare på de tåbelige anklager. Platini er lige nu mere optaget af at forberede et program, som kan hjælpe FIFA med at redde dets omdømme, siger repræsentanten ifølge goal.com.

14 kommentarer
Vis kommentarer