Bombe under fodboldverdenen: Spillerforening kræver transfersystem afskaffet

Fifpro har ny Bosman-sag på bedding - hævder at transfergebyrer strider mod EU's frie bevægelighed

Står det til Fifpro, skævvrider klubber som Real Madrid med deres økonomiske muskler hele transfersystemet - som ifølge spillerforeningen strider mod EU's regler. (Foto: AP)
Står det til Fifpro, skævvrider klubber som Real Madrid med deres økonomiske muskler hele transfersystemet - som ifølge spillerforeningen strider mod EU's regler. (Foto: AP)

Margrete Vestager får en travl dag på kontoret som konkurrence-kommissær for EU.

Fredag lander ifølge The Guardian en klage fra det internationale spillerforening Fifpro på hendes skrivebord, der kan få lige så store konsekvenser for international fodbold som Bosman-dommen fra 1995.

Helt kort vil spillerforeningen have EU til at forbyde fodboldens nuværende transfersystem.

Senest transfermarkedet var under behandling af konkurrencekommissæren var i 2001, men spillerforeningen hævder, at dele af den aftale er utidssvarende, og andre ikke bliver overholdt.

Fifpro har ført langstrakte forhandlinger med UEFA og FIFA om en reform at systemet, der beskytter spillerne bedre, men har mistet tålmodigheden og går nu rettens vej.

Ønsket fra den internationale spillerforening er helt at afskaffe transfergebyrer og gøre det lettere for spillere at skifte klub. Fifpro mener, at fodboldspillere har mindre bevægelighed på EU's indre marked end øvrige arbejdstagere, når klubberne må afkræve transfergebyrer for en spiller under kontrakt.

Se også: Suspenderet FIFA-boss i rasende modangreb

Udover bruddet på reglerne for arbejdsmarkedets frie bevægelighed i EU, mener Fifpros advokater også, at det nuværende system er konkurrenceforvridende, fordi det tilgodeser rige klubber, som har råd til at betale store summer for spillere.   

Desuden ønsker Fifpro at sætte restriktioner for truppernes størrelse, begrænsninger på agenters salærer og sætte en stopper for lejeaftaler, som vi kender dem i dag.

- Hvad end, der sker, er det en historisk dag ikke alene for Fifpro, men for professionel fodbold. Vi var ansvarlige for Bosman, vi var ansvarlige for 2001-aftalerne. Vi troede, vi havde en god position dengang, men vi er blevet tacklet bagfra, siger Theo van Seggelen, generalsekretær for Fifpro, til The Guardian.

En ny 'Bosman'
- Vi har prøvet at løse dette problem internt med FIFA og UEFA, men jeg er 100 procent overbevist om, at de har efterladt os uden noget valg. Gennem hele min karriere har jeg været vant til at forhandle, for Fifpro og den hollandske spillerforening, men nu er det sket.

Denne klage kan få lige så store konsekvenser for fodbolden som Bosman-dommen, der totalt ændrede reglerne for det europæiske spillermarked og blandt andet satte en stopper for de enkelte landes restriktioner for spillere fra andre EU-lande, ligesom spillere efter Bosman-dommen kunne skifte klub uden transfergebyr efter endt kontrakt.

- Hvis vi vinder denne sag, og Europa Kommissionen erklærer systemet ulovligt, vil det være ligesom efter Bosman. De er nødt til at ændre det. Og hvis de ikke gør det, vil det ende med en deklaration af mål, som gør, at de ændrer systemet inden for en fastsat deadline, siger van Seggelen.

73 kommentarer
Vis kommentarer