Brokker sig over EM-farce: - Tvivlsomt

Tyske landsholdsspillere lufter irritation over UEFA-lotteriet, der bragte dem i dødens pulje med Portugal og Frankrig

Joshua Kimmich, forrest i billedet, er forundret over, hvordan Tyskland, Frankrig og Portugal kunne ende i samme pulje. Her ses han med senere vragede Thomas Müller og Mats Hummels efter en skuffende Nations League-kamp mod Holland i november sidste år. Foto: AP
Joshua Kimmich, forrest i billedet, er forundret over, hvordan Tyskland, Frankrig og Portugal kunne ende i samme pulje. Her ses han med senere vragede Thomas Müller og Mats Hummels efter en skuffende Nations League-kamp mod Holland i november sidste år. Foto: AP

Mugne røster lyder fra den tyske landsholdslejr oven på lørdagens offentliggørelse af puljerne til EM næste sommer.

Det har bestemt ikke kun været begejstring for den måde, UEFA har forsøgt at ryste posen på til slutrunden. Næste skud på skammen kommer nu fra misfornøjede tyske landsholdsspillere, der udtaler sig til Bild.

- Ærligt talt spørger man lidt sig selv, hvorfor man overhovedet vinder gruppen så, sagde den sydtyske gigantklub Bayern Münchens unge altmuligmand Joshua Kimmich, der 'undrede sig over lotteriet.'

Kimmichs undren er blevet vakt, efter hans hjemland endte i en drabelig pulje med Portugal og Frankrig og en endnu ikke afgjort deltager, der kvalificerer sig gennem Nations League til marts.

Det sendte dermed de tre seneste slutrundevindere i samme gruppe. Frankrig som regerende verdensmestre, Portugal, som skal forsvare EM-titlen fra 2016, og tyskerne, der som bekendt vandt det forrige VM i 2014 og også oven i hatten vandt Confederations Cup i 2017. Tyskland fra første seedningslag, og Frankrig og Portugal fra henholdsvis andet og tredje.

Den konstellation har også fået Kimmichs holdkammerat i både Bayern og hos 'Die Mannschaft' Leon Goretzka til at rynke på panden.

- Du vinder din kvalifikationsgruppe og har så verdensmesteren fra 2018, europamesteren og verdensmesteren fra 2014 i en pulje, det er en smule tvivlsomt, siger den 24-årige midtbanegeneral.

Leon Goretzka til venstre ses her sammen med holdkammerat Draxler i lufthavnen i Frankfurt med utilfredse miner. Minerne bunder dog i, at de begge på billedet netop var hjemvendt fra en mislykket slutrunde i Rusland, ikke EM-lodtrækningen. Foto: AP
Leon Goretzka til venstre ses her sammen med holdkammerat Draxler i lufthavnen i Frankfurt med utilfredse miner. Minerne bunder dog i, at de begge på billedet netop var hjemvendt fra en mislykket slutrunde i Rusland, ikke EM-lodtrækningen. Foto: AP

Systemet bag 'lotteriet' kan da også virke som en ret kompliceret sag. Følgende kriterier har været gældende for den seedning, der altså er endt i en af de dødeligste af alle 'dødens puljer' gennem årene.

  • Slutplacering i kvalifikationsgruppen
  • Pointantal
  • Målforskel
  • Antal mål
  • Antal indkasserede mål
  • Antal sejre
  • Laveste antal strafpoint imod en, herunder gule og røde kort
  • Oven i ligningen medregnes landets placering i UEFA Nations League

Derudover skulle der tages højde for, at alle de mange værtsnationer skulle have et bestemt antal kampe på hjemmebane, Derfor var andre værtsnationer på forhånd udelukket fra at indgå i eksempelvis Danmarks pulje, hvor der allerede var to værtsnationer.

Kritikken hagler ned
Næsten på daglig basis bliver der efterhånden rejst omfattende kritik af EM-setuppet. Blandt andet var belgiske Kevin De Bruyne ude med riven over, at lodtrækningen i Belgien og Danmarks pulje grundet det nye format nærmest var givet på forhånd.

- Fodbold er ikke længere fodbold. Det er ved at blive en forretning. Som spiller bliver du nødt til at vænne dig til det, men for mig er det at manipulere med konkurrencen. Det fjerner glæden ved lodtrækningen, sagde Manchester City-spilleren.

Formatet var Hollands landstræner Ronald Koeman også uforstående over for, og han gik så langt som til at spørge, om han overhovedet behøvede møde op til lodtrækningen 22. november.

Noget af det mest skelsættende ved slutrunden er, at der er hele 12 værtsnationer, hvilket har været med til at påvirke forløbet op til. Det rasede den svenske landstræner Janne Andersson også over i weekenden. Han klandrede UEFA for slet og ret at have planlagt slutrunden dårligt.

- De (UEFA, red.), der har besluttet dette, kan ikke sove godt om natten, når man ser på konsekvenserne af, at 12 eller 11 nationer skal spille to hjemmekampe under EM. Set fra et sportsligt perspektiv holder det ikke.

Trods de tyske spilleres utilfredshed med den hårde gruppe nægtede de da også at ty til defaitisme. Begge er opsatte på at spille efter de vilkår, der er, og få vendt det til noget positivt, forklarede de.

- Det er også spændende. Man har chancen for at antænde eufori, sagde Kimmich forud for mødet med de to andre topnationer næste sommer.

- Vi vil acceptere det. På en eller anden måde vil vi få den kringlet, supplerede Goretzka.

Se også: Stjerne raser over EM-gruppe med Danmark: - En skandale

Sverige får ikke en eneste kamp på hjemmebane. Foto: Michael Zemanek/BPI/Shutterstock Landsholdsfodbold - 30. nov. 2019 - kl. 11:34 Tosset over dansk EM-fordel: - Virker meget mærkeligt

Se også: AGF-fan styrter ned fra tribune

18 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere