Ceferin gik i flæsket på FIFA

UEFA-præsidenten sendte for en gangs skyld en række klare signaler på kongressen i Amsterdam - det vakte glæde hos DBU's formand

Aleksander Ceferin var for en sjælden gangs skyld klar i mælet, da han gik i flæsket på FIFA: Foto: Reuters/Yves Herman/Ritzau Scanpix
Aleksander Ceferin var for en sjælden gangs skyld klar i mælet, da han gik i flæsket på FIFA: Foto: Reuters/Yves Herman/Ritzau Scanpix

AMSTERDAM (Ekstra Bladet): Der er meget på spil i international fodbold, hvor de store organisationer nu er røget ud i et åbent slagsmål om indflydelse, magt og milliarder. Balladen drejer sig især om, hvem der i fremtiden skal have kontrollen over de store internationale klubturneringer.

For en sjældent gangs skyld talte UEFA’s præsident Aleksander Ceferin rent ud af posen, da han fra talerstolen på kongressen i Amsterdam gik i flæsket på FIFA i almindelighed og FIFA’s præsident Gianni Infantino i særdeleshed.

Med fremskudt bryst understregede Ceferin, at UEFA i dag er den måske største idrætsorganisation i verden. Det var ikke en bemærkning, som fik FIFA’s præsident, Gianni Infantino, som var til stede i salen, til at bryde ud i jubel. Dertil er forholdet mellem de to organisationer for tiden for køligt.

Men Ceferin har fat i en pointe. UEFA kører med klatten, for nu at bruge et fodboldudtryk. På alle områder, økonomisk som sportsligt, er UEFA foran alle de øvrige konføderationer under FIFA. Det er en kendsgerning, som Ceferin understregede flere gange.

Artiklen fortsætter under billedet...

FIFA's præsident, Gianni Infantino var gæst på UEFA's kongres, men ikke en populær en af slagsen. Foto: Robin Van Lonkhuijsen / ANP / AFP) /Ritzau Scanpix
FIFA's præsident, Gianni Infantino var gæst på UEFA's kongres, men ikke en populær en af slagsen. Foto: Robin Van Lonkhuijsen / ANP / AFP) /Ritzau Scanpix
 

- I de seneste fire år har UEFA genereret mere end 15 milliarder euro, (112 milliarder kroner, Red.) i overskud. Mere end det dobbelte af hvad FIFA har lavet i samme periode og to gange mere end IOC. Skal vi skamme os over vores kommercielle succes?

Svaret gav vist sig selv.

Klubfodbolden i Europa har kronede dage, og det er et område, som FIFA meget gerne vil have del i, og som FIFA’s præsident så småt er lykkes med ved at indføre et nyt klub-VM med 24 hold fra sommeren 2021. Otte af holdene er fra Europa.

Det er en ting. Men Gianni Infantino vil have endnu mere klubfodbold under sin paraply, og derfor venter der et større slagsmål, når den internationale kampkalender fra 2024 og frem skal forhandles på plads.

En anden ting er, at en række at de største klubber vil have en større del af kagen. Derfor er tanken om en lukket liga for de rigeste klubber i Europa igen et tema.

Begge dele blev slået til jorden af Ceferin.

Direkte henvendt til Infantino sagde han:

- Ingen overordnet organisation skal bestemme over os. Ingen fodboldadministrator, uanset størrelsen af hans ego, skal tro, at vi er spillets stjerner. Vi er kun spillets beskyttere.

Og til de klubber som drømmer om en lukket luksusliga uden nedrykning og andre ubekvemmeligheder var beskeden lige så klar.

- Hvis den slags bliver indført, er det døden for vores sport. Tro mig, det vil vi ikke tillade.

- Fodboldpyramiden må ikke bringes i ubalance. Visse projekter, som er udtænkt på andre kontinenter med opbakning fra ledende organisationer (læs FIFA, Red) er særdeles bekymrende.

- Folk fortæller mig, at vi ikke kan forhindre udviklingen, og at det er godt for spillet. De siger, at verden ændrer sig. Jeg siger nej, verden ændrer sig ikke. Verden er det, vi gør den til. Og der er visse principper, som er sakrosankte, sagde Aleksander Ceferin.

Det var en tale, som faldt i god jord hos DBU’s formand Jesper Møller.

Artiklen fortsætter under billedet...

Jesper Møller klappede begejstret efter Ceferins tale. Foto: Yves Herman /Reuters/Ritzau Scanpix
Jesper Møller klappede begejstret efter Ceferins tale. Foto: Yves Herman /Reuters/Ritzau Scanpix
 

- Han var meget klar og kontant, og jeg er fuldstændig enig med ham i, at vi ikke skal have lukkede ligaer uden op- og nedrykning. Han gav udtryk for gode værdier og gode principper. Han slog fast, at det er UEFA, der faciliterer de fodboldturneringer for klub- og landshold, der foregår i UEFA-regi.

- Det var en meget klar besked til FIFA?

- Sådan kan man godt forstå det, ja. Han sendte klare signaler til FIFA om, at hvis der skal laves verdensomspændende turneringer for klub- og landshold for både herrer og kvinder, så skal det ske med udgangspunkt i de nationale fodboldforbund og konføderationerne - altså i dette tilfælde UEFA, siger Jesper Møller.

Se også: Corona stjæler billedet

Se også: De vil smadre UEFA

Se også: Fredet af FIFA: Åbner straffesag mod PSG-præsident

5 kommentarer
Vis kommentarer